Kløverklubberne – Her spirer fodboldglæden
Kløverklubberne er et samarbejde mellem Viborg FF og områdets fodboldklubber om at udvikle børnefodboldmiljøerne i hjertet af Jylland.
Et godt børnefodboldmiljø er et sted, hvor børn vokser gennem gode fælles oplevelser med fodbolden. Børnene bliver en del af et stærkt fællesskab, og de udvikler nye færdigheder, både personlige og sportslige. I et godt børnefodboldmiljø bliver man ikke kun en bedre spiller, man bliver også en bedre kammerat og et robust menneske.
Man opnår et godt børnefodboldmiljø ved at have fokus på fællesskab og udvikling. Viborg FF har formuleret fem principper, som vi mener fremmer et godt børnefodboldmiljø. Klubberne i samarbejdet skal være enige i Kløverklub-principperne og forsøge efterleve dem i det daglige arbejde med børn i klubben.
Viborg FF har bevidst valgt at holde klubsamarbejde og arbejdet med scouting efter talenter adskilt. Vi tror fuldt og fast på, at det bedste, vi kan gøre for at dyrke potentialet og få talentfulde fodboldspillere i fremtiden, er at støtte og inspirere lokale fodboldklubber i dag.
Målet med Kløverklubberne er at løfte hele sporten i vores område i fællesskab. For ud af det vokser flere dygtige spillere, kompetente trænere og et engageret lokalområde – både nu og på længere sigt. Og det er fundamentet for en stærk superligaklub i fremtiden.
Viborg FF tilbyder Kløverklubberne en række aktiviteter, der skaber udvikling og fællesskab for børn, trænere og ledelse i klubberne.
- Ledelsen kan få hjælp og sparring til udvikling af klubben, blandt andet til udvikling af børnestrategi og opstart af nye årgange.
- Trænerne kan komme på en lang række kurser hos Viborg FF samt deltage i inspirationstræninger, supervisionsforløb og event med andre trænere.
- Børnene kan få ekstra træningstilbud, der er tilpasset deres alder. Fx camps, ugentlig træning og de hyggelige Matchday-træninger, hvor børn fra hele området træner sammen og efterfølgende ser superligakamp på Energi Viborg Arena sammen.
Kløverklubberne kan også få spillerbesøg fra superligaholdet, billetter til stadion og muligheden for, at klubbens børn løber ind sammen med spillerne og er boldbørn til Viborg FF’s hjemmekampe.
Det koster ikke noget at være Kløverklub. Tværtimod giver samarbejdet adgang til en række kurser og events, hvilket kan være en besparelse på klubbudgettet.
Viborg FF samarbejder pt. med 31 klubber fra fire kommuner og cirka 3000 piger og drenge under 12 år nyder godt af samarbejdet. Samarbejdet er åbent for alle fodboldklubber i hjertet af Jylland, som ønsker at arbejde med et godt børnefodboldmiljø.