Grønning: Efterår med pil op – nu skal det gøres færdigt
Der mangler nu kun en enkelt opgave, inden efterårssæsonen er slut for Viborg FF, og anfører Jeppe Grønning ser tilbage på en halvsæson, som har været blandet, men mest positiv:
-Jeg synes, det har været en efterårssæson med gradvis pil op. Vi var lidt udfordrede i sommer, når vi er så dygtige til at sælge spillere og trænere, så kommer vi lidt senere i gang med det hele. Så det var meget op og ned i starten, og så er jeg glad for, at vi har fået vist, at det potentiale, man godt kunne se i sommer, også har vist sig at have noget bund og noget kvalitet. Vi står et godt sted nu, og vi har igen bevist, at vi er konkurrencedygtige og vi er dygtige til at udvikle.
-Jeg har aldrig været i tvivl om, at vi har en god gruppe af spillere med en stærk holdånd, men det er også vigtigt at vise, at vi også kan levere de rette præstationer og få noget stabilitet ind, og det skal vi bygge videre på. Vi har spillere, der kan tage endnu større skridt i næste halvsæson og derved kan holdet også rykke sig endnu mere, og så regner jeg med, at vi nu får en opstart, hvor vi ikke skal starte med at være lidt bagud igen. Nu skal vi sørge for at gøre tingene færdigt på lørdag, for det sidste indtryk er også den fornemmelse, man går på ferie med, men vi er alle optimistiske omkring vores situation lige nu, siger Jeppe Grønning.
Til lørdagens opgave i Vejle, hvor der er en plads i pokalsemifinalerne på spil, går VFF ind til kampen med 4-1 i bagagen fra det første opgør. Det gør anføreren fortrøstningsfuld, men han vil have endnu en sejr:
-Resultatet fra den første kamp ændrer forhåbentlig ikke noget for tilgangen til kampen i Vejle. Vores plan er, at vi spiller fra 0-0 og går efter en ny sejr. Vi kommer ikke til kampen for at få tiden til at gå eller for at forsvare.
-Vi møder et hold med momentum, og jeg går ud fra, at de kommer med alt, hvad de har og spiller deres chance. Jeg har respekt for Vejle, som har mange dygtige spillere og har en stærk hjemmebane med god opbakning, men vi tager afsted for at vinde, afslutter han.
Kampstart på Vejle Stadion er lørdag klokken 15, og kampen vises også på Viaplay Sport News.















