VFF tog sejren mod Vejle
Søndag trillede bolden igen på Energi Viborg Arena, da VFF stod overfor Vejle Boldklub. Viborgenserne satte sig på opgøret fra start, men i de første minutter gjorde et dybstående Vejle-mandskab arbejdsvilkårene svære for Viborg-offensiven. I det 14. minut lykkedes Yonis Njoh dog med at snyde sin direkte modstande, inden han trillede bolden videre til Justin Lonwijk. Midt for mål fik hollænderen sin afslutning blokeret, men faren var ikke drevet over for gæsterne. Serginho tog sig af det efterfølgende hjørnespark, og på kanten af det lille felt, fandt han Renato Jr., der sikkert pandede VFF i front.
I minutterne efter scoringen skruede VFF´erne kun mere op for presset. I perioder var vejlenserne trykket helt tilbage i eget felt, og to gange var en stærkt spillende Yonis Njoh tæt på at fordoble føringen. Først sparkede han snært forbi, da et veludført Viborg-angreb gav Njoh en fri afslutning i Vejle-feltet, og få øjeblikke senere kronede franskmanden en flot dribletur med at hamre bolden på overliggeren.
Angrebene bølgede ned mod Vejle-målet, og i det 32. minut brændte det på igen. Justin Lonwijk drev kuglen frem i højre side og trykkede af fra en spids vinkel, men måtte i første omgang se sin afslutning blive blokeret. Returbolden endte dog for fødderne af ham, og det kvitterede midtbanespilleren for ved at sparke VFF på 2-0.
I kølvandet på målet kom Vejle frem til at par halvfarlige situationer. Det var dog ikke noget Lucas Lund ikke kunne tage sig af, og med 1 minutter tilbage af halvlegen blev det 3-0. Serginho snogede sig igennem Vejles venstre side, inden tvang gæsternes keeper ud i en stor redning. Returen røg direkte ud til Yonis Njoh, der med et elegant hovedstød sendte Viborg til pause foran med tre.
De rødklædte gæster kom stærkt ud til anden halvleg. Spillet blev flyttet længere op på Viborgs banehalvdel, og i det 51. minut kastede det et hjørnespark af sig. Det blev sendt i det lille felt, hvor German Onugkha kom højest og reducerede til 3-1.
Som halvlegen skred frem forsatte Vejle med at trykke Poulsens tropper, men et disciplineret Viborg-forsvar sørgede for, at Lucas Lund ikke for alvor blev testet.
Op til slutfløjt steg presset på de grønklædte, og mere end en gang var det kun stærke hænder fra Lucas Lund, som forhindrede en reducering. I overtiden skubbede Vejle alt frem i jagten på mål, hvilket gav rum bagude. Det satte Serginho i en håndfuld farlige situationer, men det fjerde mål udeblev, så efter 96 minutter var 3-1-sejr en realitet.
Viborg FF-Vejle BK 3-1
1-0 Renato Jr. (14.)
2-0 Justin Lonwijk (32.)
3-0 Yonis Njoh (44.)
3-1 German Onugkha (52.)
Startopstilling
Lucas Lund-Manuel Mbom, Daniel Anyembe, Ivan Näsberg, Elias Andersson-Justin Lonwijk, Jeppe Grønning, Thomas Jørgensen-Serginho, Renato Jr. Yonis Njoh
Indskiftninger
Jakob Vester for Thomas Jørgensen (60.)
Stipe Radic for Ivan Näsberg (71)
Charly Nouck for Yonis Njoh (71.)
Hjalte Bidstrup for Elias Andersson (71.)
Anosike Ementa for Renato Jr (88.)
Kort
Gult: Jeppe Grønning, Hjalte Bidstrup
Tilskuertal
5346