Neestrup vil se mere kompromisløshed i feltet
Fredag aften skal Viborg FF en tur på udebane, hvor Kolding IF venter til kampstart klokken 17:30. Cheftræner Neestrup ser frem til opgøret, hvor VFF-mandskabet skal på jagt efter tre point:
-Det kræver, at vi er rolige i vores ombygningsspil uanset om de vælger at stå lavt eller gå højt på os, og så skal vi være mere afklarede rent offensivt i vores afslutningsspil, så det ikke kun bliver i nogle perioder, at vi skaber chancer, men mere i et jævnt flow gennem hele kampen.
-Jeg forventer, at vi vil være mere kompromisløse i feltet end vi var mod Skive, og det gælder både i åbent spil og på standardsituationer.
Seneste møde med Kolding blev et nederlag på 1-2 hjemme på Energi Viborg Arena i en mærkværdig fodboldkamp, men siden da har fredagens modstander fået ny træner med en anden tilgang til spillet, så Neestrup mener ikke, at det foregående møde kan bruges til ret meget i de taktiske forberedelser til kampen i morgen:
-Den kamp kan vi kun bruge som motivation. Der er ændret meget i Kolding, som kommer med et helt andet udtryk nu. De kommer med et meget mere offensivt mindset, så jeg forventer en kamp, der godt kan komme til at bølge lidt mere frem og tilbage, siger han.
Kampstart på AutoCentralen Park i Kolding er 17:30, og kampen vises direkte på TV3 Sport og som streaming på Viaplay.















