To kampe på to dage: Så meget spilletid som muligt til så mange som muligt
Der venter to testkampe de to kommende dage, hvor Viborg FF torsdag gæster F.C. København og fredag får besøg af Aarhus Fremad.
Dermed får hele truppen mulighed for at vise sig godt frem og få kampminutter i benene i den allersidste del af træningsopstarten forud for den nye sæson:
-Vi vil gerne slutte pre-season af med at give så meget spilletid som muligt til så mange spillere som muligt, så vi forhåbentlig får bygget hele truppen op til at kunne spille 90 minutter, eller i hvert fald i nærheden af det.
-Så der bliver to kampe med to forskellige startopstillinger. Nogle vil spille mere end andre, men udgangspunktet er at alle kampklare spillere skal i kamp og have så mange kampminutter som muligt, lyder det fra Nickolai Lund.
Udover at få kampminutter i benene til alle, så har cheftræneren også nogle fokuspunkter, han gerne ser i de to kommende tests:
-Vi har bygget pre-season op uge for uge, hvor der mest af alt har været fokus på vores base både defensivt og offensivt, og så har vi her i den seneste tid lagt noget ekstra på med vores høje pres og med vores chanceskabelse. Der vil jeg gerne se, at vi tager nogle flere skridt fremad på de områder, men uden at gå på kompromis med basen.
-Tempoet og kvaliteten både offensivt og defensivt skal lige et nøk op også, og så er der nogle relationer, der skal dyrkes. Det er den fase, vi er i nu så tæt på sæsonstart, hvor det hele begynder at spidse til, og det handler om, at vi står bedst muligt klar til når det gælder om lidt.
Kampstart mod FCK er torsdag klokken 14 på københavnernes træningsanlæg, mens kampen mod Aarhus Fremad spilles på Rughavevej fredag klokken 12.







