Dorian Junior afgjorde test mod Notts County
Dorian Junior blev dobbelt målscorer i lørdagens testsejr på 2-0 over Notts County.
Det var en varm sommerdag på Energi Viborg Arena, da engelske Notts County var på besøg for at teste formen forud for den kommende sæson.
Første halvleg var en kontrolleret affære, hvor det hele var en smule låst uden ret mange åbne målchancer. Charly Nouck kom frem til kampens første forsøg mod mål, da han trak ind i banen og fik afsluttet mod det lange hjørne, men skuddet gik forbi stolpen.

Gæsterne forsvarede sig godt og stod tit lavt med mange fysisk stærke spillere, der gjorde det vanskeligt at komme frem til de helt oplagte chancer. Også helt fremme hos Notts County var der stor fysik. I Alassana Jattas fravær spillede i stedet angriberen Emile Acquah, som var i mange dueller og skabte til tider besvær for Anyembe og Zaletel. Dog lykkedes angriberen ikke rigtigt at bringe bolden ind i områder, hvor det blev farligt.
Der var optræk til nogle fine ting hos de tre forreste Nouck, Dorian Junior og Brahimi, men det lykkedes ikke for alvor før pausen at få åbnet Notts-forsvaret ordentligt op og komme til store chancer.
Det blev til gengæld meget bedre kort inde i anden halvleg. Asker Beck fik spillet Dorian Junior dybt, og med en resolut afslutning gjorde han det til 1-0 efter små fem minutter.
Samme Dorian Junior gjorde det også til 2-0 få minutter senere. Denne gang var Charly Nouck i oplæggerens rolle, da han fik plads i højresiden og med et fladt indlæg mod bagerste stolpe fandt han Junior, der sparkede på sin førsteberøring og blev dobbelt målscorer.

Kort forinden havde Kasper Kiilerich sin første og eneste store redning, da angriberen Acquah kom højest efter et hjørnespark og headede på mål, men en flot redning af den unge VFF-målmand fik afværget forsøget.
Til slut var det tættest på en VFF-scoring, da Osman Addo tæt under mål kom til en chance, som dog blev reddet helt inde omkring stregen. Flere scoringer kom ikke, og de 1608 tilskuere kunne derfor se VFF besejre Notts County med 2-0.

Træningskamp: Viborg FF – Notts County FC 2-0
1-0 Dorian Junior (50.)
2-0 Dorian Junior (57.)
Startopstillingen
Kasper Kiilerich – Srdjan Kuzmic, Daniel Anyembe, Zan Zaletel, Oliver Bundgaard – Thomas Jørgensen, Jeppe Grønning, Asker Beck – Bilal Brahimi, Dorian Junior, Charly Nouck
Indskiftninger
Mees Hoedemakers for Thomas Jørgensen (68.)
Osman Addo for Charly Nouck (68.)
Lukas Emil Kirkegaard for Zan Zaletel (68.)
Frederik Damkjer for Jeppe Grønning (68.)
Philip Keller for Bilal Brahimi (68.)
Adam Kristoffersen for Dorian Junior (68.)
Andreas Søndergaard for Daniel Anyembe (68.)
Emil Monrad for Oliver Bundgaard (68.)
Mohamed Iyadh Riahi for Srdjan Kuzmic (79.)
Tilskuertal
1608






