1-2-nederlag mod OB
På en solbeskinnet Energi Viborg Arena tog VFF søndag eftermiddag imod OB. Fra første fløjt stressede VFF´erne fynboerne med højt pres, og i det 5. minut var der gevinst. Jakob Vester opfangede et langt indkast på midten af gæsternes banehalvdel, drev kuglen til feltkanten og sparkede viborgenserne på 1-0.
I kølvandet på scoringen antog en kampen en livlig karakter. Spillet bølgede konstant frem og tilbage, men to hårdfightende forsvar, kombineret med manglende offensiv skarphed, stod i vejen for, at andet end halve chancer så dagens lys i de to målfelter.
Med 8 minutter til pause var Jakob Vester tæt på at blive dobbelt målscorer. Med en fiks vending snød Bilal Brahimi sin direkte oppasser og spillede Vester blank i feltet, men en stor redning OB-keeper Vijar Myhra holdt stillingen på 1-0.
Knap var anden halvleg fløjtet i gang før det brændte på for OB. Et minut inde kulminerede en dribletur fra Charly Nouck med, at Thomas Jørgensen blev helt blank på kanten af det lille felt, men endnu engang fik Vijar Myhrar hænderne på. Fynboerne lod sig dog ikke ryste og satte sig på spillet efter den usikre start.
Det gav i det 53. minut en stor chance til Fiete Arp, som fra nært hold tvang Lucas Lund til en storredning. 2 minutter var Arp på spil igen. Med fikse driblinger snogede tyskeren sig igennem VFF´s venstreside, inden han slap kuglen videre til Rasmus Falk, der med et fladt indlæg fandt Noah Ganuas foran kassen. Herfra gjorde Ganaus det til 1-1, og to minutter senere blev ondt værre. Noah Ganaus sendte et nyt fladt indlæg i feltet, hvor en fremadstormende Jona Niemiec prikkede OB på 2-1.
Som halvlegen skred frem, fortsatte gæsterne med at dominere. Det ene angreb efter det andet bølgede ned mod Lucas Lunds mål, og flere gange var det kun marginaler, der holdt OB fra at gøre det til 3-1.
I det sidste kvarter kom viborgenserne lidt bedre med. En enkelt gang var Yonis Njoh tæt på at komme til en fri afslutning, men Nicolas Bürgy fik tacklet i sidste i øjeblik, så efter 94 minutter var et nederlag en realitet.
Viborg FF-Odense Boldklub 1-2
1-0 Jakob Vester (5.)
1-1 Noah Ganaus (57.)
1-2 Jona Niemiec (60.)
Startopstilling
Lucas Lund-Hjalte Bidstrup, Daniel Anyembe, Stipe Radic, Srdjan Kuzmic-Thomas Jørgensen, Jeppe Grønning, Jakob Vester-Bilal Brahimi, Tim Freriks, Charly Nouck
Indskiftninger
Asker Beck for Jakob Vester (60.)
Dorian Jr. for Tim Freriks (60.)
Yonis Njoh for Charly Nouck (65.)
Sami Jalal Karchoud for Bilal Brahimi (65.)
Mads Søndergaard for Srdjan Kuzmic (81.)
Tilskuertal
5560