Magnus Westergaard solgt til Wycombe Wanderers
Viborg FF har solgt Magnus Westergaard til engelske Wycombe Wanderers, som spiller i League One. Midtbanespilleren skifter med øjeblikkelig virkning.
-Magnus har en stor drøm om at prøve sig af i udlandet, og vi synes, at timingen er rigtig nu i forhold til den plan, vi havde lagt med sammen. Han har udviklet sig til at blive en markant profil for os i denne sæson, og det har gjort ham attraktiv for et skifte til udlandet, så vi synes, at det er blevet en god case for alle parter.
-Han har ydet en meget dedikeret indsats for VFF, hvor han har arbejdet hårdt og mødt ind hver dag med den helt rette mentalitet. Han har en super personlighed, har udviklet sig meget som spiller og så er han en fantastisk holdkammerat, som vi har været glade for at have i truppen, siger sportschef Mads Agesen og fortsætter:
-Det er en vigtig del af vores strategi, at vi kan finde spillere med potentiale, som kan udvikle sig i vores miljø og gerne resultere i en transfer, og vi er meget tilfredse med, at vi sammen med Magnus er lykkes med det igen, siger sportschefen.
26-årige Magnus Westergaard skiftede til Viborg FF fra Lyngby BK i januar 2023, og midtbanespilleren nåede 62 kampe i den grønne trøje, hvor det blev til otte scoringer.
-Først og fremmest vil jeg sige tak til alle i klubben, jeg har mødt i min tid her. Jeg vil altid være taknemmelig for tiden i Viborg, hvor der blev troet på mig og vist mig tillid, så jeg kunne udvikle mig og nu tage det næste skridt i karrieren. Det var den helt rigtige beslutning for mig at tage til Viborg for to år siden efter en periode som ikke var den nemmeste.
-Jeg vil både huske tilbage på en god tid sportsligt og også nogle gode venskaber, jeg vil tage med mig videre. Det har været en dejlig klub at være i med en masse gode mennesker, og så har vi altid fået fantastisk støtte fra fansene, som jeg også har sat stor pris på.
-Nu har jeg fået en stor mulighed, og at blive solgt til udlandet er noget, man som barn og ung spiller altid drømmer om og håber på. Det håb er for mit vedkommende blevet mere og mere spinkelt som årene er gået, og det er ikke noget, jeg havde troet for bare få år siden. Så jeg er meget stolt, glad og taknemmelig over, at jeg nu skal spille i England, afslutter Westergaard.