VFF tog anden sejr i træk
VFF tog søndag eftermiddag imod Lyngby BK hjemme i domkirkebyen. Gennem sæsonen har Lyngby fået ry for at være farlige på dødbolde, og efter små 3 minutter viste de hvorfor. Et hjørnespark endte for panden af Magnus Jensen, der kontrolleret headede Andri Gudjohnsen fri i det lille felt. Islændingen satte foden på og en tidlig Lyngby-føring var en realitet.
I kølvandet på målet satte gæsterne sig på opgøret. En håndfuld gange var det kun marginaler, der holdt Lyngby fra chancer, mens VFF´erne i modsatte ende havde svært ved at få åbnet den storkøbenhavnske defensiv.
Som halvlegen skred frem kom Poulsens tropper bedre med. Gradvist blev Lyngby trykket længere tilbage i banen, og efter 25 minutter gik den ikke længere for gæsterne. Serginho erobrede bolden på midten af banen, strøg fluks mod Lyngbys mål, og på kanten af feltet trillede kapverderen læderet videre til Anosike Ementa. VFF-topscoren tøvede ikke og sparkede sikkert udligningen i nettet.
I det 30. minut burde det være blevet 2-1 til Viborg, da Isak Jensen spillede Serginho helt blank midt for mål, men kantspilleren fik ikke ordenligt træf på kuglen. Lyngby viste også tænder, og specielt Andri Gudjohnsens dybdeløb var en kilde til uro for Viborg-forsvaret.
Gæsterne kom godt ud efter pausen og lykkedes i perioder med at trykke viborgenserne helt tilbage i eget felt. Samtidig fik De Kongeblå tilkæmpet sig en håndfuld dødbolde, der dog ikke kastede nævneværdige chancer af sig.
I takt med at minutter gik, fik de grønblusede bedre fat. Ved flere lejligheder blev Lyngbys defensiv fanget i ubalance, men manglende skarphed i afleveringerne stod længe i vejen for at få udnyttet udeholdets skrøbeligheder. Det blev, der dog lavet om med 16 minutter igen. Daniel Anyembe kom til baglinjen, og kronede den gode aktion med at sende et indlæg i feltet. Her hoppede Magnus Westergaard højest og pandede VFF i front.
Lyngby forsøgte at svare igen. En enkelt gang måtte Nico Mantl hive en storredning ud af ærmet, men tættere på en scoring kom udeholdet ikke, så efter 95 minutter kunne viborgenserne tage 3 vigtige point med fra banen.
Viborg FF-Lyngby BK
0-1 Andri Gudjohnsen (3.)
1-1 Anosike Ementa (25.)
2-1 Magnus Westergaard (74.)
Startopstilling
Nico Mantl-Daniel Anyembe, Nicolas Bürgy, Zan Zaletel, Oliver Bundgaard-Jakob Bonde, Manuel Mbom, Mads Søndergaard-Serginho, Anosike Ementa, Isak Jensen
Indskiftninger
Magnus Westergaard for Mads Søndergaard (44.)
Malik Abubakari for Anosike Ementa (68.)
Jamie Jacobs for Jakob Bonde (68.)
Ibrahim Said for Isak Jensen (84.)
Srjdan Kuzmic for Daniel Anyembe (84.)
Kort
Gult: Manuel Mbom, Mads Søndergaard, Nico Mantl
Tilskuertal
6713