1-2-nederlag mod Brøndby
Søndag aften tog VFF imod Brøndby IF hjemme i domkirkebyen. Med en sejr kunne gæsterne spille sig op på førstepladsen, men det var viborgenserne, der fik den bedste start på kampen. Med tætte markeringer kombineret med et aggressivt pres stressede Poulsens tropper udeholdet til boldtab, der dog ikke blev omsat til nævneværdige scoringschancer.
Som minutterne fik Brøndby opbygget et solidt overtag, og i perioder havde VFF´erne svært at få flyttet spillet væk fra eget felt. Det kastede også et par store hovedstødschancer af sig, men generelt stod Viborg-defensiven godt imod gæsternes tunge pres.
Efter en lille halv time var Mads Søndergaard tæt på at blive målscorer for anden kamp i streg, da han kom først på et indlæg fra Oliver Bundgaard, men en stor redning fra Patrick Pentz forhindrede en Viborg-føring. Få minutter senere var Jakob Bondes tur til at komme først på et indlæg, og denne gang stod Patrick Pentz ikke i vejen. Det gjorde Zan Zaletel tilgengæld, og via slovenerens lår gik bolden over mål.
Op til pausen fik VFF bedre greb om kampen. Med stærkt kombinationsspil fik De Kløvergrønne sat en håndfuld gode angreb sammen, men i det 35. minut slog gæsterne til på en dødbold. Et hjørnespark blev forlænget ind i det lille felt, og her dukkede Mathias Kvistgaarden op og prikkede Brøndby på 1-0.
Tempoet faldt en anelse efter pausen. Holdene skiftedes til at angribe, men to solide forsvar og manglende skarphed i de offensive afleveringer betød, at der aldrig for alvor kom fare på færde i nogen af felterne.
I takt med at halvlegen skred frem, fastholdt kampen sin chancefattige karakter. Med sin store løbevilje og skarpe driblinger var Isak Jensen en kilde til uro Brøndbys venstreside, men det afgørende slutprodukt lod vente på sig.
I det sidste kvarter blev alle offensive kræfter bragt i spil i jagten på udligningen, og i det 88. minut gav det pote. En høj bold blev sendt i dybden og med sin store fysik fik Anosike Ementa vristet sig fra af sin oppasser, inden han flotteste vis chippede en udligning i kassen. Glæden varede dog kort for i 3. minuts overtid kulminerede et Brøndby-angreb med at kuglen endte hos Ohi Omoijuanfo tæt under mål. Nordmanden tøvede ikke, og sparkede læderet ind bag Nico Mantl til slutresultatet 2-1.
Viborg FF-Brøndby IF
0-1 Mathias Kvistgaarden (35.)
1-1 Anosike Ementa (88.)
1-2 Ohi Ohi Omoijuanfo (93.)
Startopstilling
Nico Mantl-Srdjan Kuzmic, Zan Zaletel, Stipe Radic, Oliver Bundgaard-Mads Søndergaard, Manuel Mbom, Jakob Bonde-Isak Jensen, Anosike Ementa, Ibrahim Said
Indskiftninger
Serginho for Ibrahim Said (68.)
Daniel Anyembe for Srdjan Kuzmic (68.)
Malik Abubakari for Jakob Bonde (85.)
Jakob Vester for Manuel Mbom (85.)
Kort
Gult: Manuel Mbom
Tilskuertal
7876