2-1-nederlag i jævnbyrdig test mod AGF
VFF tabte med 2-1 efter en jævnbyrdig kamp, hvor VFF havde bolden klart mest, men AGF var skarpest i felterne.
De helt store målchancer udeblev i kampens indledning, hvor VFF-holdet i grønne trøjer havde spilovertaget, men uden at få held med at nedkæmpe den solide defensiv hos de hvidblusede. Isak Jensen kom et par gange forbi sin direkte oppasser og en enkelt gang kom han frem til en god afslutning, der dog blev pareret til hjørnespark. Zan Zaletel kom frem til den nok største VFF-chance i første halvleg, da han steg helt umarkeret op efter et hjørnespark, men headede over mål.
Helt ud af det blå kom AGF i stedet i front ved Mikkel Duelund, som kom løbende i feltet og headede 1-0 i nettet. Og få minutter senere kom endnu en AGF-scoring, da en nedfaldsbold havnede for fødderne af Patrick Mortensen, som bankede bolden ind til 2-0. Flot scoring - og effektivt af AGF, der altså på to chancer sørgede for 2-0 ved pausen.
I anden halvleg var kampbilledet næsten det samme – dog uden de helt farlige chancer til AGF. VFF havde bolden meget og kom frem til lidt mere, men den sidste skarphed manglede i situationerne, hvor Ibrahim Said, Isak Jensen og Serginho sværmede omkring AGF-feltet.
Midt i anden halvleg tog Jeppe Grønning et godt løb i feltet og fik presset AGF’s Felix Beijmo så meget, at den svenske forsvarsspiller måtte tage hånden i brug. Straffespark til VFF, og det eksekverede Jakob Bonde sikkert til 2-1, som også blev slutresultatet.
VFF skal i kamp igen allerede i morgen, hvor islandske Stjarnan venter klokken 12.
Træningskamp: AGF – Viborg FF 2-1
1-0 Mikkel Duelund (38.)
2-0 Patrick Mortensen (45.)
2-1 Jakob Bonde (straffespark, 69.)
Startopstillingen
Nico Mantl – Manuel Mbom, Zan Zaletel, Stipe Radic, Srdjan Kuzmic – Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Renato Junior – Nigel Thomas, Anosike Ementa, Isak Jensen
Indskiftninger
Ibrahim Said for Renato Junior (62.)
Oliver Bundgaard for Srdjan Kuzmic (62.)
Serginho for Nigel Thomas (62.)
Malik Abubakari for Anosike Ementa (75.)
Jakob Vester for Manuel Mbom (75.)