VFF lejer Nico Mantl resten af sæsonen
Viborg FF lejer den tyske målmand Nico Mantl i RB Salzburg for resten af sæsonen. 23-årige Mantl var i seneste sæson udlejet til AaB og har tidligere spillet fire U21-landskampe for Tyskland.
-I Nico Mantl får vi en dygtig målmand, der har et godt redningsspil, er dygtig med fødderne, som er vigtig for vores spillestil, og så har han i forvejen kendskab til Superligaen. Han har en moden personlighed og har udvist en stor iver efter at komme til VFF, så vi er glade for, at det er lykkes at nå i mål med aftalen, så han kan hjælpe os resten af sæsonen.
-Grundet Lucas Lunds skadessituation har vi prioriteret at få en ny målmand ind tidligt i vinduet, så han har så meget af opstarten som muligt sammen med resten af holdet, og vi samtidig har fuldtalligt målmandsteam til alle træningskampene. Så vi er rigtig glade for, at Mantl nu er klar for VFF, siger sportschef Mads Agesen.
Nico Mantl kommer oprindeligt fra den tyske klub Unterhaching og blev i januar 2021 solgt til østrigske RB Salzburg. Her har han primært været reservemålmand, men har spillet 11 førsteholdskampe for klubben, og har været en del af Champions League-truppen i denne sæson.
Nu glæder han sig til at vende tilbage til dansk fodbold, hvor han i den kommende halvsæson skal tørne ud for Viborg FF:
-Jeg er rigtig glad for at være her, og ser det som en god mulighed for mig. Jeg kender i forvejen til ligaen og også lidt til klubben, og så har jeg talt med Lars Kramer og Younes Bakiz, som begge har spillet her og talt godt om Viborg, så jeg glæder mig bare til at komme i gang.
-Spillestilen her er tiltalende, og jeg mener også, at den passer godt til mig, og så håber jeg selvfølgelig på at få en masse spilletid, og hjælpe med at gøre fremskridt sammen med resten af holdet. Jeg kender Ementa og Mbom i forvejen, så det er selvfølgelig rart her i starten, men jeg ser bare frem til at møde resten af truppen og starte min tid her, siger Mantl.