Nederlag og rødt kort i Aarhus
Søndag aften havde VFF taget turen til Aarhus, hvor AGF ventede som modstander på Ceres Park. Fra første fløjt bølgede spillet frem og tilbage. I begge ender var der optræk til muligheder, men for både ude - og hjemmehold stod manglende skarphed i vejen for tilblivelsen af de helt store chancer.
Som minutterne gik fastholdt kampen sin urolige karakter, hvor ingen af mandskaberne havde held med at sætte sig på spillet. I AGF´s felt var Serginho gentagende gange en kilde til uro med sine fikse driblinger. En håndfuld gange fik portugiseren også sendt indlæg ind foran kassen, men desværre for Viborg blev de ikke omsat til scoringer.
Op til pausen fik VFF opbygget et mindre overtag i boldbesiddelse, men bortset fra langskud fra Serginho kastede det ikke større chancer af sig.
Anden halvleg var kun 30 sekunder gammel, da Ceres Park brød ud i jubel. Gift Links sendte et indlæg til bagerste stolpe, og her dukkede Patrick Mortensen op og pandede AGF foran 1-0.
6 minutter senere blev ondt værre. Renato Jr. drev bolden frem, men tog et for langt træk og forsøgte at vinde bolden tilbage med en glidende tackling på Gift Links. Brasilianeren kom dog for sent, hvilket dommeren takserede til et rødt kort.
Udvisningen gjorde betingelserne svære for de gråklædte viborgensere, men trods undertallet fortsatte Poulsens tropper med give AGF kamp til stregen. Efter en lille time var det tæt på at give pote. Srdjan Kuzmic brød igennem i højresiden, og kun en stærk redning fra Jesper Hansen forhindrede backen i at udligne.
Generelt havde Poulsens´ tropper dog svært ved at komme til chancer, og med 14 minutter tilbage af kampen blev det 2-0 til AGF. Lucas Lund gik ud for at bokse et indlæg væk, og kolliderede i den forbindelse med Patrick Mortensen. Lund gik til jorden, og det udnyttede Tobias Bech til at sparke bolden i nettet. Det blev kampen sidste scoring, så efter 98 minutter var et nederlag en realitet
AGF-Viborg FF 2-0
1-0 Patrick Mortensen (46.)
2-0 Tobias Bech (76.)
Startopstilling
Lucas Lund-Srdjan Kuzmic, Nicolas Bürgy, Zan Zaletel, Oliver Bundgaard-Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Ibrahim Said-Serginho, Renato Jr., Isak Jensen
Indskiftninger
Nigel Thomas for Serginho (61.)
Magnus Westergaard for Ibrahim Said (61.)
Alassana Jatta for Isak Jensen (61.)
Mads Søndergaard for Jeppe Grønning (76.)
Kort
Gult: Oliver Bundgaard, Jakob Bonde
Rødt: Renato Jr.