Pointdeling mod Vejle
På en regnfyldt søndag havde VFF taget turen til Nørreskoven, hvor Vejle BK ventede i en kamp om 3 vigtige point. Her fik de hvidblusede midtjyder en fin start med god boldomgang og en håndfuld kvalificerede afslutninger fra distancen.
Samtidig var de småt med Vejle-chancer, men i det 20. minut lynede hjemmeholdet. Marius Elvius sendte indlæg i feltet. Her blev det forlænget, og ved bagerste stolpe dukkede Yani Ngbakoto op og pandede vejlenserne i front.
Scoringen tog ikke modet fra Friis´ tropper. I minutterne efter scoringen holdt VFF´erne fast i de gode offensive takter. Specielt Renato Jr. og Anosike Ementa var kilder til uro i Vejle-defensiven, men bortset fra et langskud fra Renato Jr., der gik snært forbi, lod de helt store chancer vente på sig.
Op til pausen fortsatte VFF med at have taktstokken spillemæssigt, og med 8 minutter tilbage af halvlegen var det tæt på at kaste en udligning af sig. Jakob Bonde chippede bolden i feltet, og efter en elegant rotation fik Ibrahim Said træf på kuglen, men nigerianeren måtte se overliggeren stå i vejen for en scoring.
Anden halvleg var kun tre minutter gammel, da det igen brændte på i Vejle-feltet. Et skidt Vejle-opspil resulterede i, at en løs bold endte for fødderne af Anosike Ementa på kanten af det lille felt, og fra en spids vinkel sendte fik den store angriber lige præcis ikke placeret bolden indenfor rammen. Generelt lykkedes VFF´erne med at stresse Vejle til en række opspilsfejl, men de sidste marginaler manglede, før Viborg kunne få dem omsat til mål.
I takt med at minutterne gik, vedblev de hvidblusede med at trykke på. Først bankede Oliver Bundgaard et Serginho-indlæg marginalt forbi, og få minutter senere var det kun usikker førsteberøring, der forhindrede Jeppe Grønning i at prikke hjørnespark i kassen.
Med et kvarter igen kom forløsningen. Anosike Ementa opfangede et udspil fra Vejles keeper, og uden tøven sparkede han udligningen i nettet. 2 minutter senere var det tæt på 2-1, da Isak Jensen spillede Serginho helt fri i feltet, men Nathan Trott i Vejle-målet fandt en stærk fodparade frem.
Helt frem til sidste fløjt trykkede VFF på, mens hjemmeholdet fandt den ene ishockey-tackling frem efter den anden. Det lykkedes østjyderne at holde Viborg på et enkelt mål, så efter 94 minutter var en begivenhedsrig pointdeling en realitet.
Vejle BK-Viborg FF
1-0 Yani Ngbakoto (20.)
1-1 Anosike Ementa (75.)
Startopstilling
Lucas Lund-Srdjan Kuzmic, Nicolas Bürgy, Zan Zaletel, Oliver Bundgaard-Manuel Mbom, Jeppe Grønning, Jakob Bonde-Renato Jr., Anosike Ementa, Ibrahim Said.
Indskiftninger
Serginho for Renato Jr. (66.)
Isak Jensen for Manuel Mbom (66.)
Jakob Vester for Srdjan Kuzmic (78.)
Alassana Jatta for Anosike Ementa (90.)
Kort
Gult: Jakob Vester, Nicolas Bürgy