VFF køber portugisisk kantspiller
Viborg FF køber den 22-årige portugiser Sergio Andrade fra Estoril på en kontrakt til sommeren 2026.
-Serginho er en hurtig, driblestærk kantspiller, der har et højt teknisk niveau og vil bringe noget x-faktor til vores spil, så det er en kanttype, der passer godt ind til vores måde at spille på.
-Det er en spiller med et stort potentiale, og vi tror på, at han udvikler sig godt og tager de næste skridt i sin karriere her. Vi har fulgt ham længe, og han har vist os en stor sult efter at komme hertil, så nu glæder vi os til at se ham i den grønne trøje, siger sportschef Mads Agesen.
Serginho er uddannet i på akademiet hos storklubben Benfica og skiftede i 2021 videre til Estoril. I foråret var han udlejet til Oliveirense i næstbedste række i Portugal, og nu ser kantspilleren frem til at fortsætte karrieren udenfor hjemlandet hos Viborg FF:
-Jeg er klar til næste kapitel i min karriere, og jeg er rigtig glad for at være her i Viborg. Jeg har fået et godt indtryk af klubben og ved, at det er en stærk liga, så det bliver et spændende skridt for mig at fortsætte min udvikling her, lyder det fra portugiseren.