Kasper Kiilerich forlænger med VFF
Viborg FF og 17-årige Kasper Kiilerich er blevet enige om at forlænge samarbejdet til udgangen af 2025.
-Det er sindssygt fedt at skrive under på en ny kontrakt med VFF. Jeg er jo kommet på stadion, siden jeg var barn, så jeg er selvfølgelig bare glad og stolt. Jeg synes, det er en god klub og et godt miljø at være i, hvor jeg kan mærke at jeg udvikler mig. Jeg har et godt samarbejde med Lucas, Mikkel og Kresten, og de hjælper mig meget hver dag til at blive bedre, så jeg er meget glad for at fortsætte her, siger Kasper Kiilerich.
Sportschef Mads Agesen er ligeledes tilfreds med at sikre en forlænget kontrakt med den unge målmand:
-Kasper er et stort målmandstalent, der allerede i en meget tidlig alder blev en del af vores førsteholdstrup, så det er også et skulderklap til vores talentsektor. Der venter stadig masser af hårdt arbejde forude, men vi tror meget på Kasper, og vi glæder os til at være med til at fortsætte hans udvikling her hos os i de kommende år, lyder det fra sportschefen.
Kasper Kiilerich er noteret for en enkelt førsteholdskamp, da han tidligere i denne sæson fik sin debut i pokalkampen mod Viby.
Han kommer fra samarbejdsklubben NUGF Viborg.