VFF henter Daniel Anyembe
Viborg FF køber Daniel Anyembe i Esbjerg fB, og forsvarsspilleren har fået kontrakt i det midtjyske til sommeren 2025.
-Vi er meget tilfredse med, at det her lykkes. Vi får en højre back ind, der passer rigtig godt på vores profil og måden, vi gerne vil spille på. Daniel er en ung, dynamisk spiller med masser af fart og med sin størrelse en rigtig god fysik. Vi ser et stort potentiale i ham, og vi tror på, at vi kan løfte ham i vores miljø.
-Trods sin alder, så har han spillet mange kampe og har erfaring fra Superligaen, så vi tror på, at han kan komme ind og konkurrere rigtig godt i vores trup fra første dag. Han er samtidig en rigtig god fyr med gode værdier, så også udenfor banen er vi sikre på, at han vil passe godt ind, siger sportschef Jesper Fredberg.
Den 22-årige højre back har spillet hele karrieren i EfB, hvor det i alt er blevet til 112 førsteholdskampe, og han var fast mand på holdet, der vandt bronzemedaljer i 2019. Nu er tiden inde til nye udfordringer, og Anyembe ser frem til at iklæde sig den grønne trøje.
-Jeg er rigtig glad og spændt på at komme i gang. Det virker som en klub i god udvikling og et rigtig stærkt miljø, jeg bliver en del af, så det er meget spændende. Jeg glæder mig til nye græsgange, og jeg synes, at spillestilen og hele projektet her i Viborg er attraktivt.
-Jeg er en offensivt indstillet back, der gerne vil fremad og slå en masse indlæg, så det er forhåbentlig noget af det, jeg skal bidrage med. Jeg vil komme med masser af power, og jeg håber selvfølgelig på, at vi sammen kan lykkes, så vi opnår gode resultater i en spændende sæson, der venter lige foran os.
Anyembe har spillet 20 u-landskampe for Danmark, og har repræsenteret de rød-hvide farver fra U17 til og med U21.