Ny platinpartner er stolt af at være en del af fællesskabet
Interfjord A/S opgraderer partnerskabet i Viborg FF. En langsigtet investering i både forretningen, relationerne og det lokalområde, virksomheden er en del af.
Efter godt 10 år som partner tager Interfjord A/S nu næste skridt i samarbejdet med Viborg FF.
Transportvirksomheden har valgt at opgradere sit partnerskab til platinpartner de kommende to år.
”Partnerskabet giver adgang til et erhvervsnetværk, hvor personlige relationer opbygges, erfaringer udveksles og nye forretningsmuligheder opstår, og det vil vi gerne involvere os endnu mere i fremover. En stor del af vores forretning bygger på personlige relationer, netværk og kontakter, og vi tror på, at vi som virksomhed vil få stor værdi af et øget engagement,” siger Casper Christensen, partner og CEO i Interfjord A/S.

Interfjord A/S blev grundlagt i 1990 og tilbyder nationale og internationale transportløsninger.
Virksomheden er danskejet og har, foruden afdelinger i udlandet, syv danske afdelinger. Viborg har en central placering i forhold til flere af lokationerne i Jylland, og Interfjord A/S oplever en stærk lokal opbakning fra virksomheder i området i forbindelse med både nationale og internationale transportopgaver.

Med 145 medarbejdere, hvor mange deler interessen for fodbold, er det samtidig naturligt for virksomheden at bakke op om Viborg FF.
”Sport og kultur er et samlingspunkt for mange mennesker. Viborg FF har været på en flot rejse de seneste år, og man kan tydeligt mærke den stolthed og opbakning, der er omkring klubben. Klubben samler tusindvis af mennesker omkring fodbolden og skaber et stærkt fællesskab, som vi er stolte af at være en del af og bidrage til,” siger Casper Christensen.
Interfjord A/S’s medarbejdere tager ofte sammen afsted i grupper til hjemmekampe på Energi Viborg Arena.

De senere år er transportvirksomheden også begyndt at bruge partnerskabet til at tage kunder med til gode oplevelser på stadion, hvor særligt BDO Lounge har dannet rammen om fællesskabet.
Det glæder de sig til at fortsætte med.
”De arrangementer, kampe og oplevelser, der følger med partnerskabet, er et værdifuldt redskab i vores arbejde med både kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere. De skaber rammerne for nærværende dialog, fælles oplevelser og stærkere relationer. En værdi, som traditionel markedsføring sjældent kan matche. Vi ser frem til at følge VFF tæt i de kommende sæsoner og glæder os til en spændende start på 3F Superligaen,” siger Casper Christensen.







