Nyt samarbejde med fokus på gode oplevelser
Nordisk Film Biografer Viborg Fotorama er blevet Klub96-partner i Viborg. Et nyt og spændende samarbejde, der på sigt rummer en lang række muligheder til glæde for både fodbold- og filmentusiaster.
Det er omtrent et år siden, at Nordisk Film købte Viborgs hæderkronede biograf, Fotorama, der med sin 105-årige historie er en institution i byen. Og det har været en meget positiv start for de nye ejere.
- Vi har overtaget en fantastisk biograf med et stærkt renommé og har fået en rigtig god start, fortæller René Jensen, der som biografchef er ansvarlig for den daglige drift og ledelsen af biografens 36 ansatte. René kommer fra Randers men har klart bemærket, at byens grønblusede fodboldhold, der spiller sine hjemmekampe ”på den anden side af vejen”, betyder meget for byen.
- Det er tydeligt at se, at Viborg FF spiller en stor rolle for mange i byen og altid er et stort samtaleemne i byen. Derfor var det helt naturligt for os at starte en dialog med Viborg FF om at blive partnere i klubben med henblik på et tæt samarbejde, lyder det fra René.
- Vi sælger jo begge gode oplevelser, og vi har allerede drøftet mange forskellige samarbejdsmuligheder. Som et eksempel kunne jeg godt se, at vi tilbød en oplevelses-billet, der gælder både til en fodboldkamp og en biograftur, måske kombineret med en middag på en af restauranterne tæt på os og stadion. Desuden kunne jeg se mulighed for at lave særlige biografforestillinger for Viborgs fans og sponsorer. Vi vil også være kampsponsor til en af VFF’s kampe, hvor vi kunne lave et par anderledes aktiviteter. For bare at nævne et par af idéerne, lyder det fra René.
Her fra Viborg FF er det en stor fornøjelse at byde Nordisk Film Biografer Viborg Fotorama velkommen ombord. Vi glæder os til samarbejdet, idéerne, de ny initiativer – til glæde for alle parter, herunder også fans og øvrige sponsorer.
Tekst af Jesper Bøss - www.kommariet.dk