FK Viborgs U15 sikrede kredsmesterskabet!
En lang og hård forårssæson kulminerede tirsdag aften, da FK Viborgs U15 drenge hentede en stensikker 2-0 sejr over Jetsmark. Dermed sikrede de grøn-hvide sig kredsmesterskabet efter en intens og hård topduel med AaB, Silkeborg og Randers. I sidste ende viste Viborg mest stabilitet og derfor kunne spillere og trænere juble på et solbeskinnet Jetsmark Stadion.
Kampen blev aldrig det store spillemæssige sus. Viborg kontrollerede kampen fra første fløjt og allerede efter minutter lå bolden i Jetsmark målet, men det flotte Viborg angreb og Oliver Haurits´ mål blev fejlagtigt annulleret for off side. Det var en dommerfejl af de større… Men Viborg arbejdede videre og efter 20 minutter tog Oliver Haurits revanche, da han knastørt knaldede bolden i mål fra kanten af feltet til 1-0.
Efter pausen skabte Viborg en stribe målchancer og med et kvarter igen faldt den endelige afgørelse, da Oliver Haurits fordoblede målkontoen på en nedfaldsbold i feltet. Foran 2-0 fortsatte Viborg på cruise control og tempoet dalede betragteligt. Det betød dog mindre, eftersom Viborg havde det resultat som skulle til for at sikre kredsmesterskabet.
Med sejren kunne FK Viborg fejre en lille double med sejr i den jyske pokalfinale og kredsmesterskab i eliterækken. Nu venter først en ny pokalfinale mod Næsby, som har vundet den fynske pokalfinale. Og dernæst venter en finalekamp mod Esbjerg om herredømmet i den jysk-fynske eliterække.
Efter kampen gjorde trænerne Thomas Frandsen og Keld Bay status på et intenst forår: ”Drengene gjorde hvad de skulle i dag. Hverken mere eller mindre. Og det var en kæmpeforløsning at sikre puljesejren. Drengene har vist stabilitet og vedholdenhed trods en række udfordringer undervejs. Det er stærkt af årgangen, at de nu for fjerde halvsæson i træk vinder eliterækken. Nu kan vi glæde os til et par finalekampe, som altid er sjove. Men det vigtigste er at drengene har vist, at de evner det lange seje træk. Det er den slags som skaber vindere på langt sigt”.