Ny partner: Bojsen Biler
Viborg F.F. byder Bojsen Biler velkommen i erhvervsnetværket Klub96.
Når du har sagt Bojsen Biler, har du også sagt Citröen. Et bilmærke netværket i Viborg F.F. kommer til at høre meget mere om i den nærmeste fremtid. De har netop lavet en Bronze-partneraftale og ser frem til at følge de grønne drenge og ikke mindst møde netværket omkring dem.
- Jeg kan godt lide fodbold og har tidligere været formand for amatørerne i Viborg F.F., så det er med stor glæde, at vi nu kan deltage mere aktivt i det gode erhvervsnetværk, der er i klubben, siger Ole Hansen, der er afdelingschef i Viborg-afdelingen.
Bojsen Biler har tre afdelinger. Foruden Viborg har de også den autoriserede Citröen-forhandling i Skive og Holstebro. De 35 ansatte sælger årligt i omegnen af 1.200 biler og foruden salget af nye og brugte biler sørger værkstederne for at holde dem kørende.
- Vi har gode erfaringer med sportens verden og vil gerne udvide med netværket i fodbold-regi, som nok er byens mest attraktive. Vores formål er selvfølgelig at udbrede kendskabet til Bojsen Biler, men jeg kender rigtig mange af de andre partnere i VFF-netværket, så det er selvfølgelig også for hyggens skyld, vi fremover stempler ind, når Viborg spiller på hjemmebane.
Ud over salget af privatbiler – nye såvel som brugte – gør Bojsen Biler også meget i leasing af vare- og personbiler til erhvervslivet. Via et samarbejde med Intopit og Magne Jakobsen kan Bojsen Biler tilbyde attraktive kortids- og langtislejeaftaler.
Du kan læse mere om Bojsen Biler på www.bojsenbiler.dk.