Første spadestik til fremtidens elitecenter er taget
Fredag blev det første spadestik til Viborg FF’s kommende elitecenter taget.
Arbejdet på grunden, hvor Viborg FF’s nye elitecenter skal ligge, er i fuld gang.
Fredag blev det første spadestik taget på på Kløvervej, og et nyt, spændende kapitel i VFF-historien blev dermed indledt.

Administrerende direktør Morten Jensen bød gæster og medarbejdere velkommen til arrangementet.
I sin tale fremhævede han blandt andet, at det i Viborg FF er missionen hver eneste dag at arbejde hårdt for at udvikle de største fællesskaber i Danmark, og at realiseringen af det nye elitecenter er endnu et bevis på, at meget er muligt, hvis vi netop fokuserer på de store og stærke fællesskaber og arbejder på et fælles mål.
Samtidig takkede han alle, der har været med til at gøre projektet muligt.
Bestyrelsesformand i Viborg FF Kim Nielsen fortalte i sin tale om visionerne for elitecentret, og hvordan det skal danne ramme for udvikling og styrke fundamentet for Viborg FF. Han lagde vægt på, at vi bygger et anlæg, der peger ind i fremtiden.
Herefter holdt borgmester i Viborg Kommune Katrine Fusager Rohde en tale, hvor hun fremhævede klubbens betydning for kommunen. Hun nævnte, at VFF ikke blot er en fodboldklub. Det er en del af vores DNA. Det er vores klub til allersidste fløjt.
Og så var det tid til, at de tre i fællesskab tog første spadestik til klubbens kommende elitecenter.

Grunden på Kløvervej rummer 129.000 kvadratmeter og skal blandt andet huse 3000 kvadratmeter bygning til førsteholdet, VFF Akademi U15-U19 samt administrationen.
Her bliver der i første omgang lagt to græsbaner og to kunstgræsbaner samt et trænings- og målmandsområde med hybridgræs. De to kunstgræsbaner bliver non-infill, som er en ny og bæredygtig kunstgræstype, og der opføres også lys over de to baner. Dertil giver arealet omkring klubhuset mulighed for yderligere udvidelse med en ekstra bane på sigt.

Byggeriet forventes afsluttet ved udgangen af 2027.






