VFF og SU er stolte vindere af årets Visual Award
Sammen med tifogruppen hos Shamrock Ultras vandt Viborg FF prisen Viborg Visual Award ved Business Viborgs store awardshow i Tinghallen onsdag aften.
Ved uddelingen af den fornemme pris blev der lagt vægt på klubbens engagement for at fremme det lokale, kreative miljø og ikke mindst også fangruppens fantastiske tifoarbejde.
-Vi er meget stolte af denne anerkendelse, og især fordi den også går til vores stærke og kreative fangruppe, som er en vigtig del af oplevelsen på Energi Viborg Arena. De er blandt de bedste i landet, og vi ved, at de bliver respekteret i både ind- og udland for det flotte tifoarbejde.
-Samtidig er vi også glade for, at vi med vores platform kan være med til at engagere og fremme det kreative miljø, vi har i området. Viborg kan noget helt unikt indenfor det felt, og vi er glade for, at vi på det seneste har været heldige at få lov at samarbejde med de dygtige kunstnere i og omkring Arsenalet gennem samarbejdet med Viborg Unesco Creative City. Så tak til alle involverede, det er en pris, vi er meget stolte af, siger Rasmus Ingeman, brandingchef i Viborg FF.
Viborg FF ønsker også tillykke til aftenens øvrige vindere og alle nominerede ved Viborg Business Awards.