Ny hospitalityansvarlig i Viborg FF
Viborg FF har pr. 1. februar 2023 ansat Anja Louise Christensen i en nyoprettet stilling som hospitalityansvarlig. Anja vil indgå i det kommercielle team og have hovedansvaret for arrangementer i BDO Loungen og skyboxene på Energi Viborg Arena både på kampdage samt på alle de andre dage, hvor faciliteterne på stadion anvendes til møder og events. Derudover vil hun blive tovholder på diverse arrangementer for Viborg FF’s partnere igennem året.
Arbejdsopgaverne omkring hospitality har gennem længere tid været varetaget af salgs- og eventkoordinator Pia Rahbek, men glædelige omstændigheder i form af snarlig familieforøgelse gør, at vi desværre snart må undvære Pia, da hun om få uger sendes på en forhåbentlig rigtig god barsel. Derfor er Anja nu hentet ind til at tage over på opgaverne forbundet med hospitality, mens stadionansvarlig Palle Nielsen vil overtage Pias opgaver med billetkoordinering med klubbens partnere.
Nyansatte Anja er 41 år gammel og bosiddende i Viborg. Hun kommer til VFF efter at have været ansat hos Viborg Kommune i de seneste syv år.
Velkommen til Anja!