Jørgen Bonne er gået bort
Viborg FF har med stor sorg modtaget information om, at tidligere formand, førsteholdsspiller og æresmedlem Jørgen Bonne er gået bort.
Jørgen Bonne blev født i 1935, og fik sin debut for Viborg FF i 1953, hvor han blev en af profilerne som venstre wing på førsteholdet i 50’erne. Han nåede i alt 215 kampe for fodsportsforeningen, og efter sin aktive karriere blev han senere formand for klubben.
Jørgen Bonne var den første formand i klubbens professionelle afdeling, og kom dermed til at stå i spidsen for introduktionen af betalt fodbold i Viborg. Han var formand for klubbens professionelle afdeling i perioden 1978-1983.
Som spiller blev han i 1954 tildelt Carl Dahls mindepokal, som dengang blev overrakt den spiller på holdet, der i det forløbne år havde betydet mest for sit hold, og året efter blev han tildelt VFF’s æresnål.
Jørgen Bonne gik bort den 2. april efter længere tids sygdom.
Vores varmeste tanker er hos familien.
Æret være Jørgen Bonnes minde.