VFF solgte over 7700 støttebilletter
Forud for topkampen mod Esbjerg var der godt gang i billetsalget – til trods for, at kampen blev spillet uden tilskuere. De grønne fans og partnere støttede op i stor stil ved at købe de virtuelle billetter, og det samlede antal solgte løb op i 7.732 stk.
-Det er vi selvfølgelig enormt glade og stolte over. Vi mærker en fantastisk opbakning, og det her et endnu et bevis på, at vores klub betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker. Der skal lyde en kæmpe tak til alle, der har bidraget til vores kampagne.
-Vi solgte også støttebilletter til nogle kampe i sidste sæson, men havde besluttet at give den lidt ekstra gas her til topkampen mod Esbjerg. Vi havde en lille drøm om at slå Vejles flotte rekord på 7.521 billetter, og det lykkedes vi med. Så det var alt i alt en helt perfekt kampdag efter omstændighederne, og det viser, at når vi står sammen, så er der ingen grænser for, hvad vi kan udrette, siger kommerciel chef Rasmus Ingeman.
En del af salget af billetter var øremærket til de aktive fans på Sydtribunen, der nu kan se frem til at få et hejseværk til større tifoer.
Viborg FF takker alle, der bakkede op med køb af støttebillet.