Jeg kan mærke hvor meget fodbold betyder for Viborg

I den nye VFF-avis har Jeppe Grønning sat ord på sidste sæson, og samtidig kigget lidt fremad mod næste. Læs hele avisen her.

Hvor skal man starte med sådan en sæsonevaluering? Det er nu et stykke tid siden, at nedrykningen endegyldigt fandt sted, og selvom den forfærdelige søndag efterhånden er kommet lidt på afstand, vil skuffelsen nok aldrig helt forsvinde. Jeg takkede ja til at skrive dette længe inden fiasko, ferie og forlænget spilletid blev en realitet, og jeg indrømmer gerne, at processen havde været noget sjovere, hvis vi fortsat var at finde i Superligaen.

Når det så er sagt, er nedture en del af fodboldverdenen og i situationer som disse handler det lige netop om at stå ved det ansvar, vi har over for klubben, byen og fansene. Vi har alle fejlet, og erkendelse af dette er den eneste måde, vi kommer videre på. Vi skal tilbage igen, og derfor har jeg til en vis grad også nydt at tale med folk henover sommeren. Ikke fordi jeg har haft brug for at genopfriske hukommelsen, men fordi jeg har mærket, hvor meget fodbold betyder for folk med tilknytning til Viborg. Fodbold er følelser, og derfor er der mange frustrationer forbundet med en nedrykning. Det er fuldt forståeligt, men når den værste frustration har lagt sig hos folk, har jeg også mærket en form for trodsreaktion. Jeg var selv til stede ved Auktionsfesten i Tinghallen, og her var opbakningen fra klubbens netværk imponerende. Selvom vi alle er trætte af tingenes udvikling, var der således ikke én i selskabet, der var i tvivl om, hvad der skal til for at komme tilbage på samme niveau. Det kræver, at vi alle står sammen og løfter i flok. Det ville være løgn at påstå, at Viborg FF ikke har prøvet at stå i denne situation før, men selvom det er en kliche, er det som om, at folk rykker tættere sammen for hver eneste skuffelse.

Personligt har noget af det hårdeste ved nedturen været at mærke, hvor hårdt det rammer folk, der ikke har samme aktie i resultaterne som os. Jeg mener godt selv, at jeg kan håndtere min egen skuffelse, for selvom den er kæmpestor, er det en del af livet som fodboldspiller. Derfor er der heller ikke nogle, der skal have ondt af os spillere. Skuffelsen hos de mange fans og sponsorer, de berørte familier og især de medarbejdere i klubben, hvis jobsituation pludselig blev usikkergjort af et udebanemål, har derimod været svær at acceptere.

Derfor varmer det også at mærke omverdenens opbakning. Allerede på den aften, hvor nedrykningen blev en realitet, modtog jeg en besked fra en person, jeg aldrig hverken har mødt eller snakket med. Selvom det uden tvivl må have været svært for ham at skrive det i nederlagets stund, var der ikke et eneste ord om frustration eller frygt for fremtiden. Tværtimod handlede det om, hvor meget han satte pris på vores arbejde, og hvordan han fortsat ville støtte os på bedste vis i næste sæson.

Jeg har sidenhen modtaget flere beskeder af samme karakter, ligesom jeg har mødt mange mennesker i løbet af min ferie, som har villet snakke fodbold og Viborg FF. Fælles for samtalerne er, at de alle har foregået i en god og respektfuld tone, på trods af, at der naturligvis har været mange frustrationer hos flere af disse. Gudskelov for det, for det betyder, at folk går op i det, og har hjertet med. Det viser, at der er noget at bygge på i klubben. Det værste ville nemlig være, hvis folk var ligeglade.
Det er nu op til os at sørge for, at vi sammen igen kan glæde os over fodbolden. Selvom fodbold er et spil med tilfældigheder, er det aldrig helt tilfældigt, når et hold rykker ned. Vi har fejlet, og det på mange parametre. Hvis der er noget, som folk kan blive enige om for tiden er det, at ingen så nedrykningen komme. Det er måske her, vi har fejlet allermest. Vi skal tilbage til de ydmyge værdier, som altid har kendetegnet Viborg FF, og som var det første jeg bed mærke i, da jeg kom til klubben for fem år siden. Heldigvis har klubben et stærkt fundament og står stadigvæk langt stærkere, end vi gjorde dengang. Derfor har vi også et ansvar overfor hinanden og omverdenen om at få det absolut maksimale ud af vores midler og kvaliteter.

Det kræver hårdt arbejde hver eneste dag, men gør vi det, tror jeg også på, at vi kan få et rigtig godt år i 1. division. Jeg har prøvet det (lidt for) mange gange, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi har den kvalitet, der skal til. Men det er vigtigt, at vi er indstillet på, hvad der venter. 1. division er noget helt andet end Superligaen, og der er ingen hold, der bare vader igennem rækken. Det bliver en lang og hård sæson, hvor det handler om at komme over målstregen, så klubben kan fortsætte sin udvikling. Jeg ved i hvert fald godt, hvor dette skal slutte. Vi skal tilbage i Superligaen!