Køb billet i god tid til udekampen mod AGF
I næste udekamp venter en tur til Aarhus, hvor vi spiller mod AGF. Kampen spilles på AGF’s midlertidige stadion i Vejlby, hvor kapaciteten er en del mindre, end det normale Ceres Park, der er under ombygning. Af den årsag er der knaphed på pladserne, og det gælder også i udebaneafsnittet.
Derfor opfordres man til at købe sin billet hurtigst muligt, hvis man gerne vil med for at støtte de grønne i udekampen mod AGF, der spilles søndag den 9. marts med kampstart klokken 16:00 på Ceres Park Vejlby.
Tag med på vores bustur til kampen
Du kan tilmelde dig vores udebanetur til kampen mod AGF via billetter.vff.dk. Her får du både bustur og kampbillet for 249 kroner for voksne og 199 kroner for børn under 14 år. Der er afgang fra Eksercerpladsen kl. 14:00 på dagen.
Kører du selv, skal billetten købes direkte hos AGF
Sørger du selv for transporten til Ceres Park Vejlby, der har adressen Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov, så skal du selv købe din billet direkte hos AGF via billet.agf.dk. Her skal du købe billet til udebaneafsnittet B1. Bemærk, at der ikke er fysisk billetsalg ved stadion på dagen, så billetten skal købes online.
Der er parkering for udefans på den anden side af Tranekjærvej ved Risskov Gymnasium, hvilket er markeret med gult på kortet her.