Programmet for lørdagen på Energi Viborg Arena
Lørdag spilles sæsonens sidste hjemmekamp, og det er også sidste spillerunde i 3F Superligaens kvalifikationsspil. Modstanderen er OB, og der er vigtige point på spil for begge mandskaber.
Vi opfordrer alle VFF’ere til at komme på Energi Viborg Arena iklædt grønt, så vi får skabt et fuldstændigt grønt stadion og dermed en så fantastisk og stemningsfyldt kulisse som overhovedet muligt til kampen.
Flag-workshop, live musik og besøg fra Anton Gaaei i fanzonen
Vi åbner fanzonen klokken 12:00 med mulighed for at købe mad og drikke samt grønt merchandise. Til de yngre grønne fans er der som sædvanligt sjove aktiviteter som fodbolddart, pointvæg og pannabane.
Da vi gerne vil gøre Energi Viborg Arena så grønt som muligt, så er der mulighed for at få malet både ansigt og hår i grønne farver. Og så er der på lørdag en flag-workshop, hvor der er mulighed for at lave egne grønne flag, som man kan tage med op på tribunen, når man skal heppe på de grønklædte til kampen.
Fra klokken 13:00 vil der være live musik i fanzonen, og omkring klokken 13:35 er der i fanzonen besøg fra den tidligere VFF’er og nuværende Ajax Amsterdam-spiller Anton Gaaei. Der er også besøg fra nogen af de 3F Superliga-spillere, som ikke er en del af kamptruppen på dagen.
3. halvleg i fanzonen frem til klokken 19:00
Efter kampen inviterer vi alle grønne fans til 3. halvleg, og det bliver denne gang i fanzonen foran Folkebladstribunen, og altså ikke inde i BDO Loungen som vanligt. Til 3. halvleg er der live-musik, interview med en af kampens aktører samt konkurrence om match worn spillertrøjer.
Baren er åben med mulighed for at købe øl og sodavand frem til klokken 19:00.
Vi ses til en festlig og grøn lørdag på Energi Viborg Arena! Find din plads til kampen via billetter.vff.dk