VFF tabte i Århus
VFF tabte dagens udekamp på Ceres Park med 2-1 efter et opgør, hvor Jung Bin Park tidligt i kampen bragte Viborg i front, men en hurtigt udligning samt en scoring kort før pausen betød, at nederlaget blev en realitet.
Fra kampens start lagde det hvidklædte hjemmehold pres på VFF, og kom også frem til flere kvalificerede afslutninger. Dette til trods var det gæsterne fra domkirkebyen, der åbnede målscoringen. I det 9. minut modtog nyindkøbte Jung Bin Park bolden på kanten af AGF´s straffesparks felt, og efter et par skarpe træk bragede sydkoreaneren sin første VFF-scoring i nettet. Kort efter bragte Kasper Junker balance i målregnskabet. Udenfor feltet fik Jeroen Veldmate ikke tæmmet bolden ordentligt, hvorefter Junker erobrede bolden og prikkede den forbi en chanceløs Peter Friis.
Som følge af udligningen skruede AGF op for presset, men Viborg-defensiven formåede at holde århusianerne fra åbne scoringsmuligheder. I den anden ende havde de grønblusede, grundet manglende skarphed, svært ved for alvor at blive farlige.
I det sidste kvarter af første halvleg kom VFF bedre med i spillet, den fornødne præcision udeblev dog, og i stedet bragte hjemmeholdets Niklas Backman AGF i front kort før pausen, da et frispark endte for panden af svenskeren, der headede bolden i mål.
Viborg kom godt ud til anden halvleg og satte sig fra første fløjt på spillet. Få minutter inde i halvegen var Jung Bin Park tæt på at blive dobbelt målscorer, da han, via et indlæg, blev spillet fri tæt under hjemmeholdets mål, men desværre for de fremmødte VFF-fans gik hans hovedstød forbi. Generelt set havde viborgenserne en anelse svært ved at true ”De Hvides” mål, da Johnny Mølbys tropper manglede tempo i deres spil.
Efterhånden som kampen skred frem, vedblev VFF med at dominere i forhold til boldbesiddelsen, dog uden at spille sig frem til større chancer. I den modsatte ende kom AGF ikke frem til meget, men en enkelt gang var Daniel A. Pedersen, med et stolpeskud, tæt på at udbygge århusianernes føring.
I kampens sidste kvarter jagtede Viborg udligningen, og kom også frem til en håndfuld gode scoringsmuligheder. Den største tilfaldt Mikkel Vestergaard, da han kort før tid sendte et hovedstød på stolpen, men tættere kom VFF ikke på en scoring og måtte derfor rejse hjem med et nederlag i bagagen.
AGF-VFF
0-1 Jung Bin Park(9.)
1-1 Kasper Junker(13.)
2-1 Niklas Backman(41.)
Startopstilling
Peter Friis-Jonas Thorsen, Mikkel Rask,Jeroen Veldmate,Søren Frederiksen-Jonas Kamper,Christian Keller,Jeppe Grønning, Oliver Thychosen-Jung Bin Park, Jeppe Curth
Indskiftninger
Mikkel Vestergaard for Jeppe Curth (73.)
Mathias Wichmann for Jeppe Grønning (78.)
Andreas Bruhn for Jonas Kamper (88.)
Kort
Gult: Søren Frederiksen