Tidligt pokalexit for Viborg FF
Viborg FF er ude af DBU Pokalen allerede efter første runde. AGF vandt med 2-0 på Energi Viborg Arena.
Viborg FF og AGF tog hul på sæsonens første runde af DBU Pokalen onsdag aften på Energi Viborg Arena, og det var et chancefattigt opgør i første halvleg, hvor ingen af holdene for alvor fik sat tempo i kampen.
Jeppe Curth kom frem til kampens første forsøg efter et kvarters spil, men angriberens forsøg fra kanten af feltet blev sendt et stykke over målet. Curth var Viborgs farligste mand i første del af kampen med flere muligheder, dog uden, at det blev helt farligt.
Midt i første halvleg bragte AGF sig så foran 1-0 efter et af århusianernes få forsøg i første del af kampen. Daniel Christensen sendte bolden ind bag Peter Friis efter et par kombinationer i gæsternes venstre side.
Viborg forsøgte at investere mere offensivt i begyndelsen af anden halvleg, men det lykkedes ikke at komme frem til de helt åbne chancer. I stedet lukrerede AGF på dødbolde og omstillinger, og det var netop på en omstilling, at gæsterne kom på 2-0 et kvarter før tid. Mate Vatsadze slap alene med Peter Friis og scorede for AGF.
Hjemmeholdet fik ikke lagt det nødvendige pres for at skabe spænding i kampen mod opgørets afslutning, og derfor sluttede det 2-0 til gæsterne. Viborg FF er dermed ude af DBU Pokalen.
Viborg FF – AGF
0-1 Daniel Christensen
0-2 Mate Vatsadze
Startopstillingen
Peter Friis Jensen – Antonio Stankov, Jeppe Grønning, Jacob Egeris, Christopher Poulsen – Lukas Lerager, Nicholas Gotfredsen, Marcel Rømer, Jonas Thorsen – Aleksandar Stankov, Jeppe Curth
Indskiftninger
Sebastian Denius for Antonio Stankov (50), Simon Vetter for Lukas Lerager (74), Babajide Ogunbiyi for Jacob Egeris (80).
Kort
Gult: Aleksandar Stankov (65), Nicholas Gotfredsen (87)
Tilskuertal
2.314