En million på cyklen
Ved årets store spinningevent blev der cyklet og svedt over en million kroner ind til Viborg FF og velgørende formål. Tak for en fantastisk indsats til alle, der har bidraget ved eventen.
I forbindelse med den store eventdag som afslutning på sæsonen, blev årets VFF Spinning Tour afviklet i Foyeren ved Bowl’n’Fun lørdag den 24. maj. Her satte en perlerække af stærke sponsorer sig på cyklen for at svede kaloriekroner ind til Hospitalsklovnene, De Frivilliges Hus og Viborg FF.
Forud for eventen havde alle deltagerne hver især været på jagt i deres respektive netværk efter sponsorkroner til hver sin cykel. Den helt store topscorer ved årets event var KJ Engros med Johnny Helledie i spidsen, som havde skaffet kr. 313,- pr. kalorie og da han formåede at forbrænde langt over 1000 kalorier lykkedes det Helledie og KJ Engros at køre imponerende kr. 330.608,- ind til arrangementet.
-Hvert eneste år går vi efter at blive dem, der kører flest penge ind, og det er jo lykkedes meget godt indtil videre, udtalte Johnny Helledie med et smil. Han suppleres af kollega Anders Winther:
-Vi er med for at bruge vores netværk og for at støtte Viborg FF. Vi har i vores netværk adgang til nogle folk, som ikke normalt kommer i Loungen, og så prøver vi at hente dem ind med små beløb. Så er der selvfølgelig også gået lidt sport i det, og vi vil jo gerne støtte klubben bedst muligt, lød det fra Anders Winther fra KJ Engros, som i år deltog for tredje år i træk.
En af de sponsorer, der har været med i alle fire år er MJ Malerfirma med Kristian Fusager i front, og igen i år var Fusager altså også på cyklen for at svede penge ind:
-Vi er primært med, fordi vi gerne vil bakke op om det, der sker i Viborg. Og så har fodboldklubben altid stået mig meget nær. Jeg ved fra de tidligere år, at hvad vi gør samlet med mange bække små, til sidst giver et rigtig flot resultat.
Og igen i år var Kristian Fusager altså med til at skabe et flot resultat. Han var således kalorietopscorer, da han forbrændte hele 1.226 kalorier i løbet af eventen, der varede en time. I alt kørte MJ Malerfirma over kr. 150.000,- ind på dagen.
Ved årets event var 14 deltagere klar til at træde i pedalerne, og det lykkedes dem at køre imponerende kr. 1.036.460,- ind.
-Vi er rigtig glade for den flotte opbakning, vi har fået til vores spinningevent. I år havde vi markant færre cykler med end tidligere, men alligevel formår vi at lave et rigtig, rigtig flot resultat. Alle cyklisterne har gennemsnitligt løftet sig med mange tusinde kroner, og det er vi meget stolte af. Endnu engang mange tak til alle, der har bidraget, lød ordene fra direktør i Viborg FF, Morten Jensen.