Hjemmebanetrøjen 26/27 præsenteres 26. juni på Paradepladsen
Traditionen tro præsenterer vi hjemmebanetrøjen til den kommende sæson i forbindelse med Snapsting, og du kan allerede nu sætte kryds i kalenderen.
Det bliver i år fredag den 26. juni, og det bliver i år et nyt sted, da vi rykker fra Nytorv til Paradepladsen, hvor vi får endnu bedre plads.
Du kan på dagen glæde dig til at se den nye hjemmebanetrøje til sæsonen 2026/27, som igen er skabt i tæt samarbejde med Capelli Sport. Den nye trøje kan efterfølgende købes på pladsen og online på Kløvershoppen.dk.
3F Superliga-spillerne vil være med til præsentationen, og der bliver også mulighed for at få autografer og billeder efterfølgende.
Som opvarmning til selve præsentationen af trøjen får vi på scenen besøg af fanpodcasten Grøn Magi. Som de plejer i deres udsendelser, vil der både blive talt, debatteret og quizzet en masse om Viborg FF.
VFF-spinning på scenen: Vi fejrer fortiden og skaber fremtiden
Umiddelbart efter præsentationen af hjemmebanetrøjen vil der i anledning af vores 130 år være VFF-spinning på scenen fra kl. 17:30. Her sætter ryttere fra VFF og klubbens erhvervsnetværk sig på cyklerne til en times spinningsession, og pengene går til, at klubbens unge talenter kan få de bedste faciliteter på vores nye elitecenter.
Det vil også være muligt spontant at bidrage til VFF-spinning ved eventet på dagen.
Programmet for den 26. juni:
Kl. 16:00: Fanpodcasten Grøn Magi live på scenen
Kl. 16:45: Hjemmebanetrøjen 2026/27 præsenteres
Kl. 17:30: VFF Spinning
Paradepladsen er åben fra kl. 15:00. Vi ses den 26. juni til en dag fyldt med grøn magi!

















