VFF tabte tæt pokalsemifinale
Lørdag eftermiddag lagde domkirkebyen græs til den anden pokalsemifinale, da VFF tog imod FC København. Opgøret fik en jævnbyrdig start med to velorganiserede mandskaber, der stod tæt i markeringerne, hvilket også betød, at scoringschancerne lod vente på sig.
Som minutterne gik, fastholdt kampen sin chancefattige karakter. I det 28. minut fik Mohammed Elyounoussi dog trykket af fra kanten af feltet. I første omgang fik Lucas Lund hænderne på afslutningen, men mistede så kontrollen over kuglen, der dumpede ned for fødderne af Youssoufa Moukoko. Tyskeren tøvede ikke og sendte FCK i front.

Otte minutter senere kom modsvaret. Thomas Jørgensen fik plads et par meter udenfor FCK-feltet, kiggede op og curlede på flotteste vis VFF på 1-1. Kort efter var det tæt på 2-1, da et mønsterangreb endte med frit skud til Jørgensen tæt under mål, men et FCK-hoved fik blokeret den kraftfulde afslutning.
Kun 40 sekunder inde i anden halvleg kom måltavlen på arbejde igen. Youssoufa Moukoko opfangede kuglen på VFF´s banehalvdel og drev den til feltkanten, hvorfra han resolut sparkede københavnerne på 2-1. Føringen fik FCK til at trække sig dybt ned på egen banehalvdel. Viborgenserne sværmede om pokalmestrenes felt, men de sidste marginaler manglede, før spilovertaget kunne omsættes til åbne chancer.

I takt med at halvlegen skred frem, fortsatte Lunds tropper med at sidde på boldbesiddelsen, uden det dog kastede andet end et par halve chancer af sig.
Op til slutfløjt satte viborgenserne alle offensive kræfter ind i jagten på avancement, men et defensivt indstillet FCK-hold stod imod, så efter 97 minutter måtte de grønblusede forlade pokalturneringen med et samlet nederlag på 4-2.
Viborg FF-FC København 1-2
0-1 Youssoufa Moukoko (28.)
1-1 Thomas Jørgensen (36.)
1-2 Youssoufa Moukoko (46.)
Startopstilling
Lucas Lund-Hjalte Bidstrup, Lukas Emil Kirkegaard, Daniel Anyembe, Srdjan Kuzmic-Thomas Jørgensen, Jeppe Grønning, Mads Søndergaard-Charly Nouck, Dorian Jr., Sami Jalal Karchoud
Indskiftninger
Asker Beck for Mads Søndergaard (70.)
Osman Addo for Charly Nouck (70.)
Tim Freriks for Sami Jalal Karchoud (78.)
Mees Hoedemakers for Jeppe Grønning (78.)
Zan Zaletel for Hjalte Bidstrup (84.)
Tilskuertal
8430

















