Datoen er klar: Kom til KICK OFF i Tinghallen
Igen i år afholder Viborg FF et stort KICK OFF-event som optakt til anden del af sæsonen.
Arrangementet er for sæsonkortholdere, billetabonnenter og partnere i Viborg FF og løber i år af stablen torsdag den 20. februar fra klokken 19.00 – 21.00 i Tinghallen – få dage før årets første hjemmekamp mod Silkeborg IF.
Dørene åbner klokken 17, og der vil være mulighed for at købe pølser, brød og franske hotdogs. Spillerne skriver autografer i foyeren fra klokken 18.
Det bliver en hyggelig og indsigtsfuld aften, hvor du blandt andet vil kunne møde spillerne, komme helt tæt på det sportslige arbejde og få en status på klubben.
Førsteret til sæsonkort og billetabonnenter med udnyttelsesgrad over 65%
Vi er taknemmelige og stolte af det store antal sæsonkortholdere og abonnenter, vi har, men det gør også, at vi kan blive presset på kapaciteten til eventet.
Derfor vil mail med mulighed for at hente billet blive sendt ud den 29. januar til partnere og i første omgang kun til de sæsonkortholdere og billetabonnenter, som har mindst ét kort/abonnement med en udnyttelse på over 65% set over minimum fem kampe i denne sæson.
Denne gruppe sæsonkortholdere og abonnenter har førsteret til billetterne indtil 7. februar, og pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet. Er der ledige pladser herefter, vil der den 7. februar blive sendt mail ud til de resterende sæsonkortholdere og billetabonnenter med link til tilmelding.