VFF køber Thomas Jørgensen i FCK
Viborg FF køber 18-årige Thomas Jørgensen hos F.C. København. Midtbanespilleren har skrevet kontrakt i domkirkebyen til sommeren 2028.
Sportschef Mads Agesen glæder sig over indkøbet:
-Thomas har længe været højt vurderet på vores liste, så vi er selvfølgelig rigtig glade for, at det lykkes efter en god dialog med både ham og med FCK. Han kommer fra Danmarks bedste akademi, har gjort det fremragende for U19-landsholdet og så så vi i foråret i Hvidovre, at han kan gøre en forskel i Superligaen.
-Vi ser ham som et af landets største midtbanetalenter, som er både kreativ og dynamisk. Han er en spiller, der både er dygtig i opbygningsspillet og samtidig kreativ på den sidste tredjedel og så har han tilmed et rigtig godt mindset. Vi synes, han passer godt ind i spillestilen og i strategien, og vi er meget glade for, at han ser Viborg som et attraktivt sted at fortsætte karrieren.
Thomas Jørgensen startede som helt ung hos Herfølge, men skiftede til FCK som U12-spiller, hvor han har været indtil nu, bortset fra et halvt års lejeophold i Hvidovre. Nu ser frem til at tage de næste skridt i karrieren i den grønne trøje:
-Jeg er meget glad. Det er fedt at være her og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang. Jeg har længe synes, at Viborg er en spændende klub, der spiller god fodbold. Det mærkede jeg selv som modstander i sidste sæson, da jeg var i Hvidovre, men det sidste push kom i søndags efter kampen inde i Parken. Det virker til at være et fedt hold at blive en del af.
-Jeg har selvfølgelig søgt efter mere spilletid, og det håber jeg på, at jeg kan få her. Alle, jeg har talt med om Viborg, har kun haft gode ord at sige om klubben, så nu ser jeg bare frem til at møde alle holdkammerater, trænere og alle fansene, siger han.
Thomas Jørgensen får trøjenummer 12 i Viborg FF.