VFF tabte i Lyngby
Pinsemandag havde VFF taget turen til Storkøbenhavn, hvor Lyngby BK ventede på udebane. Viborgenserne pressede på fra første fløjt, og i det 8. minut opfangede Isak Jensen tæt under mål en aflevering fra Nicolas Bürgy i midten af Lyngbys felt. Med en retningsbestemt tæmning rykkede Jensen fra sin direkte modstander, inden han sikkert prikkede bolden i nettet til 1-0.
Som minutterne gik, kom Lyngby mere på kuglen og fik gradvist etableret et pres på de hvidblusede gæster. Efter 22. minutter var det uhyre tæt på at kaste en udligning af sig, da Nicolas Bürgy mistede fodfæstet og sendte Andri Gudjohnsen alene igennem ned mod Nico Mantl. Til Viborgs held hev tyskeren en stor fodparade ud af ærmet, og holdt lige akkurat bolden ude af nettet.
Op til pausen bølgede spillet frem og tilbage, hvilket kastede fine chancer af sig i begge ender. Først headede Andri Gudjohnsen på stolpen, og kort var det kun et clearing på stregen, der forhindrede Mads Søndergaard i at pande Viborg på 2-0.
Få minutter inde i anden halvleg snød Serginho sin direkte modstander, og satte kurs direkte ned mod Lyngby-målet. Alene med David Jensen fik kapverderen dog ikke ordentlig træf på kuglen. Kort efter bød Ementa sig til med en afslutning fra nært hold, men generelt var det Lyngby, der sad på spillet. I perioder var Poulsen tropper trykket helt tilbage i eget felt, og en håndfuld gange var det kun uskarphed, der stod i vejen for en udligning.
Som halvlegen skred frem fastholdt Lyngby momentum. Angrebene bølgede ned mod Viborg-målet, men den viborgensiske defensiv lykkedes gang på gang med at få blokeret.
I det 81. minut fik hjemmeholdet hul på bylden. En retur fra et hjørnespark endte for fødderne af Saevar Magnusson, der fra en spids vinkel sparkede udligningen i nettet. 4 minutter senere blev ondt værre. På kanten af feltet opfangede Magnusson en løs bold, og med en veltimet flugter bragte han hjemmeholdet på 2-1. I det 89. minut var den gal igen. Et Viborg-boldtab kulminerede med, at Tochi Chukuwani kom alene igennem, og uden tøven sparkede han læderet i mål til slutresultatet 3-1.
Lyngby BK-Viborg FF
0-1 Isak Jensen (8.)
1-1 Saevar Magnusson (82.)
2-1 Saevar Magnusson (85.)
3-1 Tochi Chukuwani (89.)
Startopstilling
Nico Mantl-Daniel Anyembe, Nicolas Bürgy, Zan Zaletel, Oliver Bundgaard-Jakob Vester, Manuel Mbom, Mads Søndergaard-Serginho, Anosike Ementa, Isak Jensen
Indskiftninger
Ibrahim Said for Mads Søndergaard (66.)
Malik Abubakari for Anosike Ementa (66.)
Stipe Radic for Serginho (73.)
Jeppe Grønning for Jakob Vester (73.)
Renato Jr. for Nicolas Bürgy (89.)
Kort
Gult: Manuel Mbom