Poulsen inden AGF-opgør: Håber vi tør gribe initiativet
Søndag aften klokken 20:00 fløjtes der op til kamp i Aarhus, hvor VFF er gæster i Ceres Park mod AGF. Jakob Poulsen, der i denne uge blev gjort til midlertidig cheftræner, håber, at der kan bygges videre på de fine takter, som VFF-mandskabet har vist i de seneste to kampe mod Silkeborg IF og Vejle Boldklub:
- Forventningerne er, at vi leverer en solid indsats, hvis man kan sige det sådan, som vi har gjort i de sidste to kampe. Forhåbentligt kan vi bygge lidt videre på de ting, som vi var rigtig gode til i anden halvleg i Vejle og i kampen mod Silkeborg senest, siger Jakob Poulsen og uddyber:
- Her fungerede vores pres rigtig godt, specielt i første halvleg mod Silkeborg, og det vil vi gerne fortsætte med at være gode til. Vi har også fået skabt lidt mere offensivt i de to kampe end tidligere, så det skal vi også se, om vi kan fortsætte med, for vi vil gerne skabe masser af muligheder for at score mål.
Jakob Poulsen forventer også en tæt kamp, når det går løs mod et duelstærkt aarhusiansk mandskab søndag aften:
- AGF er altid et svært hold at spille mod, og de spiller altid tætte kampe. De kommer altid med masser af power og med masser af duelstyrke, som man skal være klar på, men jeg håber, vi kommer ud og tør at gribe initiativet i kampen, og at vi er i stand til at presse dem.
- Og så håber jeg, vi får et Viborg-hold at se, hvor man er villig til at ofre sig for holdet, som vi især så i slutningen af kampen mod Silkeborg, og hvor man er villig til ofre sig for at få det resultat, man vil have, og det er selvfølgelig en sejr, slutter Jakob Poulsen.
Opgøret vises på TV3 Sport og Viaplay. Man kan naturligvis også tage med og bakke de grønne op fra udebaneafsnittet i Aarhus, og i så fald kan man købe sin billet via billet.agf.dk.