Pokalavancement efter målrigt opgør mod EfB
Der var i den grad underholdning for pengene for de fremmødte tilskuere på stadion i Esbjerg, da VFF spillede sig videre i Oddset Pokalen efter en 4-3-sejr.
Hjemmeholdet kom blæsende ud i de første fem minutter, men derefter overtog VFF kontrollen på kampen. Gæsterne fra Viborg var i boldbesiddelse og fik presset hjemmeholdet ned foran eget målfelt, hvor de dog forsvarede sig godt og forsøgte sig af og til med kontramuligheder, der dog ikke fik sat Lucas Lund på prøve i første halvleg. Esbjergs primære våben var lange bolde ud mod de to hurtige kantspillere, og det lykkedes i nogen grad, men ikke nok til at skabe store målchancer før pausen.
Selvom VFF heller ikke vadede i chancer i første halvleg, så kom gæsterne alligevel ganske fortjent på 1-0 før pausen, da Anosike Ementa steg op og headede bolden i nettet efter nogle kombinationer i VFF’s højreside, hvor Jeppe Grønning stod for assisten. 1-0 ved pausen og en første halvleg i fin kontrol.
Mindre kontrolleret blev det efter pausen, hvor hjemmeholdet kort inde i anden halvleg fik udlignet ved Mathias Jørgensen. Det skabte en del larm på tribunerne i Esbjerg, men festen varede dog kun kortvarigt, da Jakob Bonde få minutter senere sørgede for 2-1. En flad, velplaceret inderside fra Bonde og så var VFF igen i front.
Det tog dog ikke energien fra hjemmeholdet, der igen kom tilbage i kampen ved Elias Sørensen, som fandt plads i VFF-defensiven, som ikke så for god ud i situationen. Og ondt blev gjort værre små fem minutter senere, da hjemmeholdet bragte sig foran ved Emil Holten. En fri afslutning fra kanten af feltet blev rettet af og snød Lucas Lund i målet, der ikke kunne holde bolden, og så var Holten fri til at sende bolden i nettet.
Esbjerg lugtede pokaloverraskelsen, men VFF-holdet formåede at holde hovedet koldt og fortsætte det spil, der egentlig havde set fornuftigt ud i det meste af kampen.
Først var det et langt indkast, der gav pote, da Srdjan Kuzmic fik forlænget og fandt Jeppe Grønning inde foran mål, som fik sendt udligningen i nettet til 3-3 med ti minutter tilbage. I den sidste del af kampen bølgede det lidt frem og tilbage, men VFF-holdet fik skabt flere gode situationer mod Esbjergs mål, og få minutter før stadionuret rundede 90 var det tæt på et sejrsmål, men Jakob Bonde måtte se sin afslutning reddet af overliggeren.
Forløsningen kom dog alligevel til sidst efter endnu en god situation omkring hjemmeholdets felt, hvor Serginho fik sparket på mål, og selvom EfB-keeperen fik reddet forsøget, så fulgte Nigel Thomas op fra en spids vinkel og sparkede bolden i nettet til 4-3 i dommerens overtid. Dermed sikrede VFF således videre avancement i pokalturneringen.
Oddset Pokalen: Esbjerg fB-Viborg FF 3-4
0-1 Anosike Ementa (40.)
1-1 Mathias Jørgensen (50.)
1-2 Jakob Bonde (55.)
2-2 Elias Sørensen (64.)
3-2 Emil Holten (70.)
3-3 Jeppe Grønning (80.)
3-4 Nigel Thomas (90.)
Startopstillingen
Lucas Lund – Srdjan Kuzmic, Nicolas Bürgy, Daniel Anyembe, Oliver Bundgaard – Manuel Mbom, Jeppe Grønning, Jakob Bonde – Isak Jensen, Anosike Ementa, Ibrahim Said
Indskiftninger
Serginho for Ibrahim Said (55.)
Mads Søndergaard for Manuel Mbom (74.)
Nigel Thomas for Isak Jensen (74.)