VFF køber talentfuld slovensk stopper
Viborg FF har købt den 18-årige slovenske midtstopper Anel Zulic, der skifter til Viborg FF fra den slovenske klub NK Radomlje på en aftale gældende til sommeren 2027.
- Anel er en talentfuld venstrebenet stopper med en god fysik, men han er også en moderne stopper, som er god med bolden. Vi ser ham som en rigtig spændende tilføjelse til vores trup, og selvom han stadig er ung, kommer han helt sikkert til at øge konkurrencen i vores centrale forsvar, så vi glæder os til at få ham ind i vores trup og vores miljø.
- Der har været stor interesse for Anel, som har haft tilbud fra andre klubber på hånden, men han har foretrukket Viborg FF over et skifte til andre større europæiske klubber, og det er vi rigtig glade og stolte over, siger sportschef Mads Agesen.
Den 192 centimeter høje forsvarsspiller fik førsteholdsdebut for NK Radomlje i en alder af 16 år og er noteret for i alt 24 førsteholdskampe for den slovenske klub. Han har desuden spillet flere ungdomslandskampe for Slovenien og fik debut på U21-landsholdet i juni.
- Jeg har hørt rigtig mange gode ting om klubben, og jeg har også talt med Srdjan Kuzmic, der også kun har positive ting at sige om klubben og byen. Jeg er overbevist om, at det er en rigtig god klub at komme til og udvikle sig i som en ung spiller, og derfor er jeg sikker på, at skiftet til Viborg er det bedste skridt for mig og min karriere på nuværende tidspunkt.
- Jeg er rigtig glad for at være kommet hertil, og jeg glæder mig meget til at komme i gang og vise mig frem. Jeg vil arbejde hårdt og give mit absolut bedste for klubben og fansene, siger Anel Zulic.