VFF køber tysk midtbanespiller
Viborg FF køber den 23-årige midtbanespiller Jean Manuel Mbom i Werder Bremen. Tyskeren har skrevet under på en aftale gældende til sommeren 2026.
- Jean Manuel Mbom er en meget dynamisk og intens central midtbanespiller, der både kan spille som 8’er og som 6’er. Han er enormt fysisk stærk og samtidig god på bolden, og så har han været igennem en god skole i Werder Bremen, hvor han har været anfører på samtlige af deres ungdomshold. Så vi får en rigtig dygtig spiller ind, som kan bidrage med en masse power, men vi skal også give ham lidt tid til at lære et nyt land og en ny liga at kende, siger sportschef Mads Agesen.
Jean Manuel Mbom har været tilknyttet Werder Bremen siden 2013 kun afbrudt af et lejeophold hos KFC Uerdingen i 2019/20-sæsonen. Han fik debut for Werder Bremens førstehold i 2020 og er siden noteret for 46 førsteholdskampe for den tyske Bundesliga-klub.
Midtbanespillerens far er fra Cameroun, mens moderen er fra Tyskland. Han er selv født i Tyskland og har adskillige kampe for de tyske ungdomslandshold på CV’et, som blandt andet tæller fem optrædener for U21-landsholdet.
- Jeg har haft nogle gode snakke med flere personer i klubben og har derigennem fået et rigtig godt indtryk af klubben, som er inde i en god udvikling, og hvor der også er mange unge spillere, hvilket tiltaler mig. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang og til at prøve kræfter med den danske liga, og jeg vil arbejde hårdt for at bidrage med så meget værdi som overhovedet muligt til holdet, så vi sammen kan opnå gode resultater, siger Jean Manuel Mbom.