VFF-spillerne åbner hele Danmarks juleby på fredag
VFF bakker selvfølgelig op når hele Danmarks juleby åbner fredag den 2. december, og spillerne fra superligatruppen vil deltage i juleparaden, som starter ved Nytorv fredag eftermiddag.
Ingen jul uden traditioner og en fast tradition til Jul i Viborg er, at hele Danmarks juleby for alvor åbnes af Julemanden og borgmesteren i front i en festlig juleparade med juletræstænding på Hjultorvet og officiel åbning af julemarkedet på Nytorv. I år går superligaspillerne fra VFF i spidsen af optoget for at bakke op om julen i Viborg og bidrage til at skabe den festlige julestemning i Viborg. Fra Viborg FF deltager Jeppe Grønning, Mads Lauritsen, Anton Gaaei, Zan Zaletel, Mads Søndergaard, Jonas Thorsen, Kasper Kiilerich, Sofus Berger, Lamin Jawara og Ibrahim Said.
Desværre har borgmester Ulrik Wilbek været nødt til at melde afbud og festlighederne er blevet rykket en uge til fredag den 2. december. Men jul bliver det altid i Viborg. Viborgs officielle juleambassadør Søren Pape Poulsen tager rejsen fra København for officielt at åbne Jul i Viborg.
Paraden starter klokken 16.30 fra Nytorv, hvor spillerne fra VFF står klar - og har man lyst til at gå med, er det bare om at møde op fra kl. 16.15, hvor der deles fakler ud til alle voksne. Paraden afgår kl. 16.30 og går gennem Vester-gå-gade, Gravene og Sct. Mathias Gade til Hjultorvet. På Hjultorvet vil Julemanden og juleambassadøren blive hejst mere end 20 meter op over torvet for at tænde juletræet fra den store brandbil.
Når træet er tændt, fortsætter programmet på Nytorv. Ca. kl. 17.30 byder Viborgs juleambassadør Søren Pape Poulsen velkommen til Julemarkedet på Nytorv og den første låge i Viborgs musikalske julekalender åbnes. Det er en musikalsk oplevelse med det lokale, rytmiske koncertkor VoxBox der sørger for den helt rigtige julestemning.
Find hele det store juleprogram på juliviborg.dk
Program for fredag den 2. december
kl. 14.00 Juleboderne på Nytorv åbner
kl. 16.15 Uddeling af fakler og klar til juleparade på Nytorv
kl. 16.30 VFF-spillerne deltager i juleparaden, som afgår fra Nytorv ad Vestergade, Gravene og Sct. Mathias Gade til Hjultorvet.
kl. 16.45 Juletræstænding på Hjultorvet
kl. 17.30 Officiel åbning af Jul i Viborg på Nytorv med Viborgs juleambassadør Søren Pape Poulsen
kl. 17.40 Det lokale kor VoxBox synger julesange, så englene danser. Gæstesolist Julie Maria.
kl. 18.30 Hot ’n Tot spiller og synger juleklassikere m.v.
Foto: Jesper Maagaard – Vi er Viborg.dk