Neestrup om HB Køge: Et hold uden åbenlyse svagheder
Viborg FF og Jacob Neestrup skal søndag eftermiddag en tur på udebane, hvor HB Køge og Auri Skarbalius venter til kampstart på Capelli Sport Stadion kl. 13:30. Søndagens modstander har vundet to af sæsonens første tre kampe, og VFF-cheftræneren forventer også en svær kamp – som det ofte er – når VFF møder HB Køge på udebane:
-Det er et hold, vi ofte har det svært med på udebane. De har masser af power, og samtidig er de teknisk stærke og har meget fart i holdet. Især hjemme på deres egen kunstgræsbane er de ekstremt aggressive, og er gode til at komme ud til kampen med et meget energisk udtryk, som vi skal være klar på at håndtere fra første fløjt. Jeg synes, det er et rigtig godt hold, og et hold uden de helt åbenlyse svagheder.
-Når man spiller på kunstgræs, så er der ofte færre bolderobringer og det kan være sværere at få fat i bolden, så det handler for os om at finde den rette balance i at spille direkte og så have perioder, hvor vi kan holde i bolden lidt længere. Lykkes vi med det, så kan vi også få dem ud at løbe, og det skal vi gerne udnytte til vores fordel, siger Neestrup.
Kampen kan ses direkte på Viaplay Sport.















