Mulighed for tilskuere til torsdagens kamp
Viborg FF har nu fået mulighed for at åbne op for, at der i alt må være 500 personer til torsdagens opgør mod FC Roskilde på Energi Viborg Arena.
De 500 personer er inkl. alle aktører på banen, trænere, sundhedsstab, samt pressen og al øvrig personale på stadion, og kapaciteten for almindelige tilskuere vil derfor være færre end 350 personer.
-Det er positivt, at vi mærker fremgang i forhold til at åbne op igen, men samtidig bringer grænsen på 500 personer os i en utroligt svær situation, da det er langt under vores normale antal gæster. Vi vil rigtig gerne give adgang til alle, men vi forholder os selvfølgelig til de sundhedsmæssige anbefalinger, siger direktør Morten Jensen og fortsætter:
-For nuværende har vi efter grundige overvejelser besluttet at rette vores tilgængelige billetter til torsdagens kamp mod vores partnere og dernæst sæsonkortholdere, som også har vist stor opbakning i denne svære tid. Det er en umulig opgave at finde en løsning, der vil tilgodese alle vores interessenter, og vi håber på forståelse for den meget vanskelige situation. Det er vigtigt, at der bliver fuld udnyttelse på alle billetterne, så er der partnere, som ikke har mulighed for at være på stadion, vil de resterende billetter blive tildelt sæsonkortholdere.
-Vi håber på fortsat stor opbakning fra alle dem, der ikke får mulighed for at deltage i denne kamp, og understreger, at vi vil arbejde hårdt for, at vi til næste hjemmekamp kan åbne op for adgang til endnu flere mennesker under hensyntagen til de sundhedsmæssige anbefalinger. Vi arbejder tæt sammen i det fodboldpolitiske system om en fælles løsning, da det selvfølgelig er afgørende for alle klubber, at vi kan levere et fodboldprodukt til vores fans og partnere.
Er du blandt de heldige sæsonkortholdere, som eventuelt får mulighed for at benytte en plads, vil du blive kontaktet senest torsdag klokken 10.