Fans samlede ind til fordel for VFF og Viborgs børn
Det startede en aftentime med et opslag på Facebook, og siden strømmede flere og flere penge ind fra medfans til VFF-fan Andreas Søndergaard. Pengene skulle bruges på at bidrage til VFF’s støttekampagne og de købte billetter skulle komme byens børn til gavn.
Fan-initiativet samlede i alt kr. 24.500,- ind svarende til 245 børnebilletter, der onsdag blev overrakt til Mødrehjælpen i Viborg.
-Jeg er meget overvældet over den respons, der var på min idé, som jo i virkeligheden opstod ret spontant. Det har været utroligt at se den opbakning, der er strømmet ind, og som nu kommer både klubben og en masse børnefamilier til gode. Jeg er virkelig glad for, at vi fik samlet så mange penge ind til vores klub, men at vi samtidig kan hjælpe nogen, som i den grad har brug for lyspunkter og gode oplevelser, er faktisk blevet mindst lige så væsentligt for mig i forbindelse med denne indsamling, siger Andreas Søndergaard.
Oveni de 245 børnebilletter har Viborg FF valgt at donere et tilsvarende antal voksenbilletter, så hele familier kan få gavn af det gode initiativ.
-At klubben selv vælger at støtte projektet - som jo egentligt oprindeligt var udtænkt at for at komme den til gode - er simpelthen en fantastisk overraskelse, og det bekræfter mig blot i, at Viborg FF er en helt særlig klub, og at grønne fællesskab lever i bedste velgående, selvom det er en hård tid, afslutter han.
Fra Viborg FF skal der lyde en stort tak til Andreas og alle de personer, der har bidraget til det flotte initiativ.