Christian Sørensen til Viborg FF
Viborg FF forstærker truppen med 26-årige Christian Sørensen, der senest har spillet hos FC Fredericia. Han har skrevet kontrakt i domkirkebyen for de næste tre år.
-Christian er en dynamisk midtbanespiller, der er teknisk dygtig, sparker godt og tænker offensivt. Han var en profil i rækken for Fredericia, og vi tror på, at vi kan løfte ham endnu højere. Hans personlighed passer godt ind her, og han er vildt opsat efter at komme til Viborg, så vi glæder os rigtig meget til at se ham i den grønne trøje, siger Jesper Fredberg.
Christian Sørensen kan både spille offensiv midtbane og begge kanter. Han har spillet hos FC Fredericia siden 2017, og var i sidste sæson topscorer hos klubben i fæstningsbyen.
-Viborg er en stor klub, og jeg skulle ikke tænke i lang tid, da jeg hørte om interessen. Jeg har fået et super indtryk af det hele, det er en klub med gode faciliteter, det er meget ambitiøst og seriøst, og jeg glæder mig egentlig bare helt vildt til at komme i gang.
-Jeg skal ind og bidrage som kreativ midtbanespiller, gøre mine medspillere gode og så håber jeg også på, at jeg selv kan være kampafgørende.