MLI Huse bliver ny guldpartner i VFF
Hos MLI Huse i Viborg er man glade for at være en del af sponsornetværket hos Viborg FF. Faktisk så glade, at virksomheden i denne sæson har opgraderet sit sponsorat fra bronze- til guldpartner i forhåbning om at hjælpe VFF tilbage i landets bedste række.
-Da vi lige havde sundet os efter nedrykningen, så blev vi enige om, at vi ville løfte vores sponsorat. Det nytter ikke noget at bakke, for så kommer vi aldrig fremad. Vi skal jo i Superligaen igen, siger Johnny Ingemann Weller indehaver af MLI Huse, og fortsætter:
-Vi er begge fra lokalområdet og har alle dage haft en kærlighed til VFF, så på den måde har det været naturligt for os at bidrage. Og nu bidrager vi med lidt ekstra i håb om, at andre også vil gøre det samme, så vi kan få klubben fremad igen.
For MLI Huse handler sponsoratet om følelser for klubben, og det sociale samvær i forbindelse med kampene på Energi Viborg Arena.
-Vi har haft en lille drøm at få vores eget skilt på stadion, så det har vi fået, men det handler for os også rigtig meget om det sociale og være sammen om fodbolden. Det er klubben, vi holder af, og vi nyder det sociale i det, som fodbold kan, afslutter indehaveren.