VFF henter Mads Lauritsen hjem
VFF forstærker defensiven med 27-årige Mads Lauritsen, som skifter fra Vejle Boldklub. Forsvarsspilleren kommer til Viborg på en lejeaftale frem til næste sommer, hvor kontrakten med VB løber ud.
-Mads er først fremmest forsvarsspiller med stort F. Han er duelstærk, dygtig på dødbolde og så er han en topprofessionel type, der passer godt ind hos os. Han kender klubben, han kender rækken og så har han også fået værdifuld erfaring fra Superligaen. Det er vigtigt for os med stor konkurrence i truppen, og med tilgangen af Mads, så bliver den defensive konkurrence øget endnu mere, siger sportschef Jesper Fredberg.
Den 195 cm høje forsvarsspiller kom første gang til Viborg som U17-spiller og startede sin professionelle karriere i klubben, hvor han også fik sin seniordebut, inden han i sommeren 2013 skiftede til Thisted. De seneste tre sæsoner har han spillet for Vejle, hvor han blandt andet har været med til to oprykninger og fået erfaring fra Superligaen. Nu er han tilbage, hvor det startede i en mere moden udgave:
-Jeg er rigtig glad for at være tilbage. Der er sket en del siden sidst, men det er dejligt at være tilbage i nogle kendte rammer. Jeg er blevet voksen og har fået en masse erfaring, siden jeg forlod Viborg, og det er noget af det, jeg er kommet tilbage for at bidrage med. Målet er jo selvfølgelig, at vi skal kæmpe for oprykningen. Det er det alle i klubben og alle fansene går efter, lyder det fra forsvarsspilleren.