VFF ophæver med Avdijaj
Viborg FF og Albion Avdijaj er nået til enighed om at ophæve samarbejdet, og angriberen stopper derfor i klubben med øjeblikkelig virkning.
-Det har desværre vist sig, at partnerskabet mellem VFF og Avdijaj ikke var det rette match. Der skal to parter til for at få det til at blive succesfuldt, og det må vi erkende, at vi ikke kan få til at lykkes, og er derfor i løbet af weekenden i stedet blevet enige om at stoppe samarbejdet her. Vi ønsker Albion held og lykke med fremtiden, siger sportschef Jesper Fredberg.
Albion Avdijaj supplerer:
-Jeg fik en skidt start i klubben ved at blive skadet, men beslutningen har ikke noget med fodbold at gøre. Jeg har haft gode holdkammerater og folk omkring holdet her, men jeg har i den seneste tid fundet ud af, at jeg helst vil tilbage til Schweiz og være tæt på familien.
Den 26-årige albaner nåede seks kampe i den grønne trøje.