Redegørelse for forløbet med Bernio Verhagen
Viborg FF ønsker at redegøre følgende omkring forløbet:
Siden 3.juli 2019 har Viborg FF været i kontakt med flere personer, der har udgivet sig for at være fra Stellar Group, som er et af verdens største og mest anerkendte agentfirmaer. Siden den første dag i forløbet har VFF modtaget forfalskede dokumenter, e-mails og opkald fra personer, der udgav sig for at være virkelige agenter i Stellar Group.
Den første henvendelse kom fra en mand, der kaldte sig David Eyres, som handlede om et fremtidigt samarbejde omkring unge spillere samt investering i Viborg FF gældende fra sommeren 2020. Sportschef Jesper Fredberg kendte på daværende tidspunkt ikke til David Eyres, men fik bekræftet hans rolle i Stellar Group via Fredbergs netværk fra Panathinaikos, som tidligere har samarbejdet med Stellar Group.
Denne positive mulighed og det store perspektiv i et professionelt samarbejde med et af de mest anerkendte agentfirmaer var hele indgangen til denne sag.
I løbet af den efterfølgende måned foregik en forhandling omkring det mulige samarbejde, og den 21. august blev VFF først introduceret til en Mo Sinouh fra Stellar Group, som skulle fortsætte dialogen. Herefter foregik en næsten daglig kommunikation mellem den person, der kaldte sig Mo Sinouh og Jesper Fredberg om samarbejdet, om spillere, om træningslejr, om det kommende transfervindue og meget andet. Dialogen har foregået både via opkald, sms, e-mails og WhatsApp.
Den 1. september nævnes Bernio Verhagen første gang for Viborg FF. Den såkaldte Mo Sinouh fortalte Jesper Fredberg, at Verhagen skulle væk fra Chile, og da spilleren har en datter i Danmark, var ønsket at få ham herop. Agenten fortalte Jesper Fredberg, at han allerede fra januar kunne få Bernio Verhagen videre til en klub i den tredjebedste række i Kina, og derved skulle hollænderen kun være i Viborg i en ganske kort periode. En indgang til det kinesiske marked, hvor fodbolden de seneste år er eksploderet, blev set som en stor mulighed i forhold til både at sælge knowhow, kommercielle aktiviteter og spillere, og dette forstærkede perspektivet i forhold til det mulige samarbejde med Stellar Group.
Det var aldrig hensigten, at Verhagen skulle være en del af førsteholdet i Viborg FF, men aftalen blev alene indgået for at forstærke relationen, og spilleren blev derfor hentet ubeset og uden økonomisk risiko for Viborg FF. Jesper Fredberg udtalte sig anderledes om spilleren i første omgang, hvor han refererede direkte til agentens udsagn om spilleren, hvilket var en klar fejl herfra.
Den 22. oktober ankom Bernio Verhagen til Viborg, mens man ventede på den endelige opsigelse af kontrakten hos den chilenske klub Audax Italiano, som efterfølgende blev modtaget af VFF.
Efter Bernio Verhagens første hele træning i VFF, blev spilleren taget ud af træningen og fjernet fra den resterende del af truppen, da de fodboldmæssige kvaliteter sammenholdt med et meget rodet privatliv, forstærkede mistanken om, at noget var galt. Sideløbende med den fodboldmæssige del af sagen, havde Bernio Verhagen tiltrukket sig negativ opmærksomhed blandt andet vedr. uroligheder på et hotel i byen, som er en god samarbejdspartner i VFF, og derfor blev han og kæresten bedt om at fraflytte.
VFF var på dette tidspunkt meget mistroiske omkring personen, og klubben modtog også henvendelser fra et dansk netværk omkring Verhagen, som forstærkede denne mistro. Tidligere i forløbet – før BT’s afsløringer – fik VFF dog fremvist dokumentation i form af både e-mailkorrespondancer og billeder, som kunne bekræfte Verhagens fodboldmæssige fortid og ophold i flere danske klubber. Tilmed fik VFF bekræftet af det hollandske fodboldforbund, at Verhagen er registreret i en række hollandske klubber, som han havde fortalt.
Den falske Mo Sinouh udtrykte på dette tidspunkt også undren omkring Verhagen overfor Jesper Fredberg, da der angiveligt på intet tidspunkt tidligere i Verhagens karriere har været nogle problemer med privatlivet. Den såkaldte Sinouh understregede samtidig, at hele forløbet med den kinesiske klub gik som planlagt.
Den 7. november modtog VFF den første henvendelse fra den kinesiske klub, der senere sendte et officielt tilbud på Bernio Verhagen på officielt brevpapir med stempel og underskrift fra den kinesiske klubpræsident. Derfor forblev Verhagen på daværende tidspunkt VFF-spiller, således den oprindelige plan med skiftet til Kina kunne gennemføres.
Den 15. november fik Bernio Verhagen for alvor mediernes opmærksomhed, da BT skrev historien om den chilenske kæreste, som angiveligt skulle være blevet kidnappet af Verhagen. Efterfølgende har både BT og Bold.dk gravet i Verhagens fortid, og der tegner sig et tydeligt billede af et stort svindelnummer, som sandsynligvis involverer flere personer i flere lande.
Viborg FF er blevet offer for alvorlig kriminalitet, der omhandler både svindel, dokumentfalsk og identitetstyveri, og sagen har tilsyneladende også spor til både Sydafrika og Chile, hvor Bernio Verhagens tidligere klubber på samme måde er blevet snydt.
Viborg FF er ikke blevet ramt økonomisk, da der hverken er blevet udbetalt løn eller agenthonorar, men klubben er i høj grad blevet ramt på den professionelle stolthed. Konklusionen fra vores side er at holde fast i den grundighed, der normalt arbejdes efter. En grundighed, som i bagklogskabens lys har været tilsidesat i forløbet i troen på, at de mennesker, man har kommunikeret med i løbet af flere måneder, også var de mennesker, som de udgav sig for at være.
Viborg FF er nu i kontakt med det ægte Stellar Group og de virkelige agenter, som også er blevet svindlet i sagen. Stellar Group bidrager til opklaring af sagen, ligesom det hele overdrages til politiet.
Vi håber, at vi med denne information har vist tilstrækkelig åbenhed omkring en helt ekstraordinær sag i både Viborg FF og i dansk fodbold. Vi tager vores ansvar i sagen, og håber, at vi med denne åbenhed sikrer, at andre klubber og kollegaer aldrig kommer i en lignende situation.
Vores absolutte fokus nu er at fortsætte de positive tendenser, der er sat i gang i denne sæson, og afslutte efteråret på bedst mulig måde på torsdag. Vi håber på fortsat opbakning fra både fans og sponsorer.
Viborg FF arbejder på en endelig juridisk afklaring med Verhagen.
For nuværende har Viborg FF ikke yderligere kommentarer.